Der er mange helte i coronakrisen. Lægerne, sygeplejerskerne, statsministeren. Og så er der Søren Brostrøm...

Sundhedsstyrelsens direktør har fra dag ét talt os gennem krisen. Han har erkendt fejl, og han har været uenig med politikerne. Alligevel er han, ifølge Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver og direktør i Wedo Communication, ‘enormt troværdig’.

Skal hun vurdere Søren Brostrøms evner til at guide os gennem krisen, »bliver det seks stjerner herfra.«

Han forfalder ikke til floskler. Han giver os fakta og svarer tålmodigt. Og så er han fremfor alt rolig.

»Han ser, at lunten er kort hos andre, men selv er han helt stille og rolig. Dét virker,« siger Anna Thygesen, der allerede har opkaldt en kommuikationsstrategi efter ham - og bedt sin første kunde om at ‘bruge Søren Brostrøm-metoden’.

»Han er et naturtalent. Han tager lederskab, har stillet sig forrest og tager ansvaret på sig.«

I 2015 blev den tidligere gynækolog udnævnt til direktør for Sundhedsstyrelsen. En post, der kræver evnen til at begå sig i minefeltet mellem læger, der kræver hans faglighed, politikere, der kræver hans loyalitet, og regionerne, der udstikker en økonomisk vej, som sjældent er en motorvej.

Topembedsmænd er ofte dygtige diplomater, men Søren Brostrøm er kendt for at have klare holdninger til sundhedspolitik. Det viste han, da journalister spurgte til den sundhedsfaglige begrundelse for at lukke de danske grænser.

Søren Brostrøm har under corona udbruddet vist sig som en meget dygtig leder, mener kommunikationsdirektør Anna Thygesen. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Søren Brostrøm har under corona udbruddet vist sig som en meget dygtig leder, mener kommunikationsdirektør Anna Thygesen. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Brostrøms svar lød: »Der er ikke særlig god dokumentation for grænselukning. Den dokumentation, vi har, viser kun, at det virker, hvis man lukker en ø.«

Men han har også selv fejlet. Det erkendte han senest i fredags på et pressemøde, hvor WHOs Hans Kluge deltog, og den danske teststrategi var dagens emne.

»Vi fejler, vi har lavet fejl, og jeg har også selv lavet fejl, men hvis vi ikke kan rumme det, kan vi ikke komme gennem denne krise,« sagde han.

»Hans ærlighed og mod til åbent at erkende fejl køber ham respekt og viser ham som en ekstremt kompetent leder,« mener Anna Thygesen.

Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver giver Søren Brostrøm seks stjerner i lederskab under coronakrisen.
Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver giver Søren Brostrøm seks stjerner i lederskab under coronakrisen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

At det ikke er vigtigst at have ret, lærte Søren Brostrøm angiveligt efter HPV-sagen, hvor han var i clinch med patientforeninger, der mente, at unge piger tog skade af HPV-vaccinen. Det var der intet videnskabeligt belæg for, hvilket Søren Brostrøm lod forstå, men dét genoprettede ikke tilliden til vaccinen.

Dengang lærte han, 'at vi var nødt til at vise mellemregningerne og gå mere i dialog', sagde han senere til Finans.dk.

Senest har Søren Brostrøm lagt et billede af sit nyklippede hoved på Twitter. Men det, der kunne være blevet en dårlig historie for ham - at han er blevet klippet, mens alle frisører holder lukket - fik han også vendt til positiv opmærksomhed.

»Har klippet mig selv med maskine, blevet skævt i nakken. Har dårlig samvittighed i forhold til min frisør Alaa-Eddine, som har lukket forretning, men får bøvl med skæve frisurer, når han åbner igen. Så jeg har sendt ham MobilePay med det, jeg plejer at betale ham. #støtdinfrisør #COVID19

»Han kan ikke tages i en fejl. Det er et lillebitte problem, som han gør fuldstændig corona-relevant og personligt - uden at han bliver privat,« vurderer Anna Thygesen.

Apropos personligt er historien om Søren Brostrøm historien om dedikeret lægegerning i generationer. Både Søren Brostrøms mor og far var læger. Faderen døde, da Søren Brostrøm var 11 år gammel, og tre år senere flyttede han med sin storebror og mor til Alabama i USA.

Storebroderen Peter Brostrøm husker det som en tid, hvor Søren Brostrøms sociale og politiske bevidsthed blev vakt:

»Byen var helt tydelig raceopdelt, og sorte og hvide boede og levede meget adskilt. Der var kæmpe forskelle på rig og fattig. Det var helt tydeligt, at hvide her følte sig bedre bare ud fra deres hudfarve og sociale status,« har han sagt til Altinget.dk.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, lytter til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke under et af de utallige pressemøder, de sammen har afholdt under coronakrisen.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, lytter til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke under et af de utallige pressemøder, de sammen har afholdt under coronakrisen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Coronakrisen presser alle. Danskerne, politikerne og embedsmændene, der har været på overarbejde i snart mange uger. Men Søren Brostrøm har ikke noget imod lange aftener på kontoret.

Når han har fri, er det familien, han bruger tiden med.

»Den er ikke så stor, men vi har et meget tæt forhold. Selv har jeg ikke børn, og jeg har aldrig formået at holde på manden i mit liv. Men min mor, min bror og svigerinde og mine nevøer og niecer gør mit liv meget rigere,« har han sagt til Kristeligt Dagblad.

Selv tager han det roligt og maner, til at vi andre gør det samme:

»Jeg ligger ikke søvnløs om natten, for vi kan godt håndtere det her,« sagde han til Jyllands-Posten  to dage før nedlukningen af Danmark. Og når det kommer fra Søren Brostrøm, så tror vi på det.