Flere danskere skal fremover testes for coronavirus. Men strategien er den samme, siger Sundhedsstyrelsen.

De danske myndigheder har besluttet, at langt flere fremover skal testes for coronavirus.

Det sker på baggrund af anbefalinger fra Verdenssundsorganisationen WHO, som flere gange har opfordret lande til at "teste, teste, teste" for coronavirusset.

Danmark har dog siden 12. marts, hvor man skiftede fra inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi, kun testet personer med svære symptomer.

Nu skal teststrategien være offensiv, og også personer med moderate symptomer skal testes.

Helene Probst, som er centerchef i Sundhedsstyrelsen, afviser dog, at der er tale om et strategiskifte.

Der er i stedet tale om, at myndighederne bygger "ovenpå" og nu vil teste risikogrupper, som kun har milde symptomer. Det gælder gravide, nyfødte, og personer i sundhedsvæsnet, ældreplejen og lignende.

- Det er vigtigt at huske på, at anbefalinger fra WHO er meget generelle, og det vil være forskelligt i de forskellige lande, hvordan epidemien har udviklet sig, siger Helene Probst.

- Så jeg synes, at vi i høj grad følger de anbefalinger, der ligger fra WHO.

Spørgsmål: Men hvad er det helt konkret, der har ændret sig, fra at man valgte ikke at følge anbefalingen om at teste flest muligt, til at den danske teststrategi nu bliver mere offensiv?

- Siden vi skiftede fra inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi har vi skruet gevaldigt op for forebyggelse og har haft fokus på dem, der bliver alvorlig syge. Og det er sådan set den strategi, vi følger stadigvæk, siger Helene Probst.

- Men det er klart, at vi hele tiden kigger på, om der er nogle grupper, der kan være i en særlig risiko, og som vi skal være særlig opmærksomme på. Det er den øvelse, vi hele tiden går igennem.

Spørgsmål: Var det en fejl, at man 12. marts besluttede at teste færre, når nu strategien ændres igen?

- Nej, det var ikke var nogen fejl. Det er stadig den samme strategi, og der er enighed om, at det var det rigtige at gøre på det tidspunkt. Men det er også det rigtige, at vi hele tiden vurderer vores kriterier for, hvem vi tester. Det er en løbende proces, vi må gå igennem hver uge, efterhånden som der kommer ny viden.

Spørgsmål: Det kan virke som en zigzagkurs?

- Det er det ikke. Det er sådan set en ret gennemtænkt kurs. Det var rigtigt at ændre strategi 12. marts, men det er også rigtigt løbende at ændre kriterier for, hvem der skal testes.

- Jeg er godt klar over, at det kan ses som en zigzagkurs, men man skal hellere se det sådan, at vi hele tiden bliver klogere.

Spørgsmål: Men var det et kapacitetsspørgsmål, at man skiftede spor og besluttede at teste færre?

- Når der bliver flere smittede, så skal vi have fokus på dem, der bliver alvorligt syge.

- Om det er et kapacitetsspørgsmål? Det er klart, at når man får flere syge, så er det vigtigt, at man har mere fokus på dem og får hjulpet dem bedst muligt.

Godt 12.000 danskere er indtil videre blevet testet for coronavirus. Helene Probst kan ikke sige, hvor mange der fremover vil blive testet for virusset.

- Der vil være flere, der bliver testet over den kommende tid, fordi der er flere, som bliver syge. Der vil også være flere, som får moderat til svære symptomer. Derfor vil der sammen med risikogrupperne være flere, som bliver testet.

/ritzau/