Der er massive problemer med trafikstøj og sikkerhed på Vestegnen.

Sådan lyder det fra Brøndby Kommunes borgmester Kent Magelund.

Og derfor undrer det kommunen, at Vejdirektoratets nye forsøgsordning for hastighedsnedsættelse slet ikke omfatter nogen vestegnskommuner. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Hidtil har politiet afvist Brøndby Kommunes ønske om at indføre hastighedsnedsættelse.

Derfor havde Brøndby et håb om at blive en del af Vejdirektoratets nye treårige forsøgsordning, hvor de deltagende kommuner netop kan lave hastighedsændringer på kommunens veje uden at politiet skal godkende ændringerne.

Helt konkret ønsker kommunen at sætte fartgrænsen ned på Roskildevej og Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.

Men sådan skulle det ikke gå. For vestegnskommunerne og Københavns Vestegns Politikreds er slet ikke omfattet af forsøgsordningen.

»Vi ved, at når farten sættes ned, så skaber det mere sikkerhed i trafikken og det mindsker trafikstøjen, som vi har mange problemer med. Derfor rækker jeg nu ud til Vejdirektoratet, for det undrer mig, at ingen kommuner på Vestegnen kan blive en del af deres nye forsøgsordning, hvor vi vil kunne sætte fartgrænserne ned uden politiets godkendelse,« fortæller Kent Magelund, borgmester i Brøndby Kommune i pressemeddelelsen.

Han håber, at Vejdirektoratet kan se fornuften i at inddrage dem i forsøgsordningen.

B.T. har været i kontakt med Vejdirektoratet, der oplyser, at de er opmærksomme og anerkender kommunens ønske om at kunne nedsætte hastighedsgrænsen lokalt og i byområder, hvor der færdes mange fodgængere og cyklister.

Men det er kun op til 15 kommuner, der har haft mulighed for at ansøge om at deltage i forsøgsordningen.

Forsøgsordningen er ud fra et evalueringsmæssigt synspunkt geografisk begrænset til kommuner i følgende fem af landets politikredse: Københavns Politikreds, Nordsjællands Politikreds, Fyns Politikreds, Østjyllands Politikreds og Nordjyllands Politikreds.

»Politikredsene er udvalgt for at sikre en repræsentation af kommuner fra både Sjælland, Fyn og Jylland, og for at sikre, at forskellige typer af kommuner kan ansøge om at deltage i forsøgsordningen, herunder storbyer, kommuner med mange små byer, sommerhuskommuner,« siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.