Hump, hump. Hop. Hop. En stribe bilister i Aarhus fik sig noget af en overraskelse, efter at de havde tanket deres bil.

»Der var tale om en kedelig, menneskelig fejl, som vi beklager over for vores kunder. Vi har procedurer, som betyder, at det ikke skulle kunne ske,« siger Henrik Schøler, direktør i Oil.

Men det skete på en af selskabets tankstationer i Viby. Ifølge Stiften.

Her fik bilisterne diesel blandet med benzin i deres benzintanke. Det drejede sig om cirka 30 kunder, der efterfølgende humpede og hoppede på de fire hjul. Køre kunne de ikke.

Direktøren fra Oil forklarer, at der under opfyldningen af en lastvognstank blev begået en fejl.

»Der kom lidt diesel i benzinstanderen. En tankvognschauffør fra vores leverandør med 25 års erfaring troede, lastbilens tank med diesel var tom, så omkring 2.000 liter diesel blev blandet i en 25.000 liter tank,« siger Henrik Schøler.

Det er nu brændstofleverandørens forsikringsselskab, der skal dække værkstedsregningerne for de berørte kunder.

Her skal tankene renses og have skiftet filtre. Kunderne får også en ny tank benzin. Kun benzin.

Hændelsen på Oil-tankstationen fandt sted for to uger siden, men er først kommet frem nu.