Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) beklager nu, at hun brød coronaregler, da hun var med sin mand i Operaen i København.

»Vi har alle et ansvar for at overholde retningslinjer omkring corona. Ikke mindst som minister. Det ansvar svigtede jeg, da jeg var i Operaen med min mand, skriver hun på Facebook og fortsætter.

»Jeg troede fejlagtigt, at man godt måtte sidde ved siden af sin ægtefælle. Men det måtte man ikke. Det skulle jeg naturligvis have været klar over. Det beklager jeg.«

B.T. kunne tidligere torsdag afsløre, at Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen besøgte Det Kgl. Teater i september, hvor de forbrød sig mod teatrets regler og retningslinjer for covid-19.

Det bekræftes af en mailkorrespondance mellem teaterchef Kasper Holten og en gæst. En korrespondance, som B.T. har fået indsigt i.

Episoden udspillede sig 10. september om aftenen, hvor Mozarts opera Tryllefløjten blev opført i Den Kongelige Opera på Holmen i København.

Her er pensioneret ingeniør René Liep Nielsen og hans kone til stede sammen med et vennepar. De har alle været trofaste gæster på Det Kgl. Teater i flere årtier.

Det Kgl. Teater har lavet nogle restriktioner for at leve op til myndighedernes krav om ansvarlig adfærd i forbindelse med covid-19. I dette tilfælde har teateret valgt at opsætte afspærring på hvert andet sæde i salen. Der er konkret hængt et pænt rødt bånd over hvert andet sæde.

»Men de fjerner bare afspærringen og sætter sig ved siden af hinanden. Det var vi lidt forbløffede over,« siger René Liep Nielsen.

I B.T.'s tidligere artikel fortæller René Liep Nielsen, at de i pausen går til teatrets personale, og gør dem opmærksomme på bruddet fra de to ministre. Personalet hænger derefter afspærring op igen, og vender tilbage til René Liep Nielsen, hvor han bliver fortalt, at personalet har påtalt de to ministre.

Men da René Liep Nielsen og resten af det lille selskab sætter sig til rette på balkonen efter pausen, er den gal igen. Det lille røde bånd er igen fjernet fra pladserne, og ministrene har – stik mod teatrets regler – igen sat sig ved siden af hinanden.

Men Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen er det ikek korrekt, at personalet talte med dem i pausen.

»I en artikel i B.T. står der, at personalet talte med os om det i pausen. Men det er nu ikke rigtigt. Hvis det var tilfældet, havde vi selvfølgelig rettet os efter det. Men igen: det er vores fejl, og jeg beklager at have sat mig ved siden af min mand i stedet for med sæde imellem os,« afslutter hun opslaget.