Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen besøgte i september Det Kgl. Teater, hvor de forbrød sig mod teatrets regler og retningslinjer for covid-19.

Det bekræftes af en mailkorrespondance mellem teaterchef Kasper Holten og en gæst. En korrespondance, som B.T. har fået indsigt i.

Episoden udspillede sig 10. september om aftenen, hvor Mozarts opera Tryllefløjten blev opført i Den Kongelige Opera på Holmen i København.

Her er pensioneret ingeniør René Liep Nielsen og hans kone til stede sammen med et vennepar. De har alle været trofaste gæster på Det Kgl. Teater i flere årtier.

De fire ældre mennesker bemærker, at de to socialdemokratiske ministre Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen også ankommer til forestillingen. Begge var i selskab med deres ægtefæller, som også er højt profilerede personer, der arbejder for regeringen.

Ane Halsboe-Jørgensens mand, Peter Strauss Jørgensen, er særlig rådgiver for klimaminister Dan Jørgensen. Peter Hummelgaards kone, Sara Vad Sørensen, er særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen.

»Vi skal sidde på balkonen og ser, at de to ministre og deres partnere sidder nede i salen. Vi kan se lige ned på dem,« forklarer René Liep Nielsen.

Det Kgl. Teater har lavet nogle restriktioner for at leve op til myndighedernes krav om ansvarlig adfærd i forbindelse med covid-19. I dette tilfælde har teateret valgt at opsætte afspærring på hvert andet sæde i salen. Der er konkret hængt et pænt rødt bånd over hvert andet sæde.

Uddannelse- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard forbrød sig mod retningslinierne for covid-19, da de var i Det Kongelige Teater.
Uddannelse- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard forbrød sig mod retningslinierne for covid-19, da de var i Det Kongelige Teater. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Men de fjerner bare afspærringen og sætter sig ved siden af hinanden. Det var vi lidt forbløffede over,« siger René Liep Nielsen, der selv på forhånd spurgte Det Kgl. Teater, om han måtte sidde ved siden af sin egen kone, som han trods alt har boet med i mange år.

»Men svaret er, at det må vi desværre ikke. Teateret beklager og siger, at det kan de ikke administrere. Det kan jeg sagtens forstå, så vi sidder adskilt, som teateret beder om. Vi har også normalt nogle andre og bedre pladser, da vi har været kunder meget længe, men dem må vi ikke bruge. Det synes jeg også er helt fint,« siger René Liep Nielsen.

Det forarger René Liep Nielsen, hans kone og deres venner, at de så ser de to ministre fjerne afspærringen og sætte sig ved siden af hinanden. Derfor går de i pausen hen til personalet og fortæller, at Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen har fjernet afspærringen og brudt coronareglerne i hele første akt.

»Personalet giver os ret i, at det er uacceptabelt, og går hen og taler med ministrene. Herefter kan vi se, at det røde bånd igen bliver hængt op foran pladserne. Personalet fortæller os, at de nu har påtalt det over for de to ministre,« siger René Liep Nielsen.

René Liep Nielsen er forarget over, at to socialdemokratiske ministre ikke overholdt coronaretningslinierne i Det Kongelige Teater.
René Liep Nielsen er forarget over, at to socialdemokratiske ministre ikke overholdt coronaretningslinierne i Det Kongelige Teater.
Vis mere

Men da René Liep Nielsen og resten af det lille selskab sætter sig til rette på balkonen efter pausen, er den gal igen. Det lille røde bånd er igen fjernet fra pladserne, og ministrene har – stik mod teatrets regler – igen sat sig ved siden af hinanden.

»Der må jeg sige, at vi bliver noget forargede. Én ting er, at man første gang laver en fejl. Når man så bliver bedt om at rette sig efter reglerne, men bare lader være, så synes jeg, det er langt over stregen,« siger René Liep Nielsen.

»Det er ikke fordi, at jeg tror, det gør fra eller til med coronaen. Men det er fordi, at det jo netop er regeringen, der udstikker alle mulige regler og retningslinjer, som vi alle sammen skal overholde. Så kan de ikke engang selv finde ud af at overholde reglerne i et teater. Det er for dårligt,« siger René Liep Nielsen og fortsætter:

»Det er jo ikke for sjov, at regeringen stiller alle disse krav, lukker ned og laver restriktioner. Det er vigtigt, at vi alle sammen passer på. Det er en krise, der rammer os alle sammen på sundheden og på økonomien,« siger han og fortsætter:

Det var i operahuset på Holmen i København, at de to ministre Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen forbrød sig mod teaterets reglement for covid-19
Det var i operahuset på Holmen i København, at de to ministre Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen forbrød sig mod teaterets reglement for covid-19 Foto: Simon Skipper
Vis mere

»Hvis så ministrene ikke kan leve op til helt almindelige regler selv, så skaber det en dårlig kultur i resten af befolkningen. Så vil folk jo tænke over, hvorfor de så skal gøre det, som regeringen beder om,« siger René Liep Nielsen.

De to ældre vennepar beslutter sig efter forestillingen for at skrive til teaterchef Kasper Holten og fortælle om episoden, som de har overværet. Det er denne korrepondance, som B.T. har fået indsigt i.

René Liep Nielsens ven Søren skriver så og beretter om hændelsesforløbet til Kasper Holten. Ikke længe efter får han svar.

B.T. kan ikke citere direkte fra Kasper Holtens mail, men i mailen bekræfter operachefen episoden. Holten beklager også i mailen over for de fire gæster.

Teaterdirektøren bekræfter desuden, at personalet rettede henvendelse til ministrene og påpegede reglementet og igen hængte afspærring for sæderne i salen.

Kasper Holten vurderer også, at de to ministre og deres følge har forbrudt sig mod teaterets regler, men ikke loven. Derfor var der heller ikke grobund for at tilkalde politiet, hvilket i strenge tilfælde kan være nødvendigt for personalet. Personalet kan også vurdere at stoppe forestillingen, indtil de påklagede forhold er bragt i orden, skriver han.

Han forklarer dog, at personalet i denne sag har vurderet, at forestillingen kunne fortsætte. Det er uvist, om personalet har været bekendt med, at ministrene blot fjernede afspærringen igen i andet akt, selv om de var blevet bedt om det modsatte.

Efter at have fået svar fra Kasper Holten beslutter de to ægtepar sig for at skrive direkte til Mette Frederiksen. Der kommer ikke en mail tilbage, men i tirsdags ringer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard personligt op. Ikke til René Liep Nielsen, men hans ven, som skrev til Statsministeriet.

»Hummelgaard undskylder, men siger også, at han er blevet bedt om at ringe og undskylde af Mette Frederiksen,« forklarer René Liep Nielsen.

Det forarger de to venner på ny.

»Så har han jo bare ringet for at sikre, at vi ikke gik til pressen, og forsøgt at dysse sagen ned,« vurderer René Liep Nielsen og angiver, at hvis det var hensigten, så havde det den modsatte effekt.

Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen erkender begge at have overtrådt teatrets retningslinjer, men forklarer at det ikke var i ond tro.

»En borger har efterfølgende gjort mig opmærksom på, at vi ikke fulgte Det Kgl. Teaters egne retningslinjer. Det har jeg beklaget direkte over for borgeren. Det er klart, at jeg som minister har et særligt ansvar for at overholde reglerne, der hvor man er. Jeg troede, at reglerne er som i biografen, hvor man kan sidde ved siden af hinanden, hvis man er i samme husstand, og jeg var der med min bedre halvdel. Jeg skulle selvfølgelig have tjekket reglerne hos personalet,« skriver Peter Hummelgaard til B.T.

Han benægter dog at have talt med personalet den pågældende aften, hvilket dog modsiges i den mail fra Kasper Holten, som B.T. har fået indsigt i. René Liep Nielsen forklarer også, at han så personalet tage kontakt til de to ministre og afspærringen blive sat op igen i pausen.

»Vi fik ikke nogen anvisninger fra personalet på selve aftenen. Vi sad samme sted før og efter pausen. Jeg blev først opmærksom på det her efterfølgende, da borgeren kontaktede mig,« skriver Hummelgaard.

Også udvilkings- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen undskylder.

»Jeg beklager dybt, at jeg har brudt de retningslinjer, Det Kgl. Teater har sat op. Som minister skal man være særlig opmærksom på den slags, da man jo sender et signal til omverden. Jeg troede fejlagtigt, at ægtefæller havde lov til at sidde ved siden af hinanden, når man var en del af den samme husstand. Det var ikke tilfældet, er jeg efterfølgende blevet gjort opmærksom på, og det beklager jeg naturligvis. Det vil ikke gentage sig,« skriver hun til B.T.

Ane Halsboe-Jørgensen erkender dog gennem sin særlige rådgiver, at hun og hendes partner fjernede afspærringen ved deres pladser både før forestillingen og også i pausen. Hun troede ikke, at restriktionerne gjaldt hende, da hun sad ved siden af sin ægtefælle, forklarer rådgiveren.

B.T. har bedt Kasper Holten om en kommentar, men han har ikke ønsket at medvirke.

Andre læser også