Tidligere cykelrytter Brian Holm troede et kort øjeblik, at han befandt sig i det tidligere Østtyskland, da han forleden kørte bil langs Kalvebod Brygge i København.

Her er Danmarks største hotel ved at blive opført. Men selvom der er få måneder til nybyggeriet står færdigt, ligner det noget fra før murens fald, mener Brian Holm, der er uddannet murer.

»Jeg holder for rødt i min bil og kommer til at se mig over skulderen. Jeg blev så forskrækket. Det var ligesom et monster, der stod bag mig. Jeg tænkte: 'Er jeg i Karl Marx Stadt?' Det ligner jo noget, kommunister har bygget,« siger Brian Holm.

Brian Holm, der i øvrigt er konservativt medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune, kritiserer både arkitekturen samt murerarbejdet.

Brian Holm er slet ikke begejstret for, hvordan Danmarks største hotel ser ud. Arkivfoto
Brian Holm er slet ikke begejstret for, hvordan Danmarks største hotel ser ud. Arkivfoto Nils Meilvang

»Det er grundlæggende grimt, og så er det ovenikøbet byggesjusk. Man kan se salpeterudtrækket, og det er fordi murerarbejdet er gået for hurtigt,« siger han med henvisning til de plamager fra vand og kalk i mørtlen, der gør facadens murværk uensartet at se på.

Det udskældte byggeri bliver til Danmarks største hotel, Cabinn Copenhagen, når det åbner 1. juni.

Hotellet, der således bliver en del af den danske lavpriskæde Cabinn, får plads til hele 1.200 værelser.

Men ikke mindst fordi der er tale om et stort byggeri centralt i København, ønsker Brian Holm sig en flottere bygning.

CabInn er i fuld gang med at opføre hvad der bliver Danmarks største hotel på Kalvebod Brygge i København. Det er placeret centralt i hovedstaden over for Tivoli Hotel.
CabInn er i fuld gang med at opføre hvad der bliver Danmarks største hotel på Kalvebod Brygge i København. Det er placeret centralt i hovedstaden over for Tivoli Hotel. Nils Meilvang

»Når jeg er i udlandet, holder jeg af at gå og se på smukke huse. Det er ligesom, når man ser en flot dame eller en flot bil - det kigger jeg efter. Jeg synes, det er så synd for vores by, at vi i stedet skal se på noget møg,« siger han og fortsætter:

»Man skal se på det i mange år, så man skal gøre sig umage med det.«

Den holdning deler folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S), der også er udlært murer.

»Jeg vil hermed erklære mig 110 procent enig med Brian Holm! Vi skal se på disse bygninger i årtier. Lad os dog bygge pænt,« skriver Tesfaye på Facebook.

CabInn er i fuld gang med at opføre hvad der bliver Danmarks største hotel på Kalvebod Brygge i København.
CabInn er i fuld gang med at opføre hvad der bliver Danmarks største hotel på Kalvebod Brygge i København. Nils Meilvang

Ejer af og administrerende direktør i Cabinn, Niels Fennet, bedyrer dog, at bygningen bliver flot, når den står færdig om knap tre måneder.

Han giver ikke meget for kritikken.

»Det forstår jeg ikke noget af, men de må jo have deres mening. Man kan ikke kritisere en halvfærdig facade,« siger han.

Ifølge Niels Fennet mangler der fortsat at komme nogle plader udvendigt på bygningen, der skal give visuelt indtryk af, at vinduerne indvendigt går fra gulv til loft.

CabInn Copenhagen nederst i billedet, som hotellet ifølge arkitekttegningerne kommer til at se ud. Fotograf:  Dorte Mandrup Arkitekter
CabInn Copenhagen nederst i billedet, som hotellet ifølge arkitekttegningerne kommer til at se ud. Fotograf:  Dorte Mandrup Arkitekter

Hotelejeren, der er blandt Danmarks rigeste mænd, fortæller, at salpeterudtrækket (kaldes også kalkudslag, red.) på muren vil komme under kærlig behandling.

»Der er kalkudslag, men det er der på alt byggeri. Så længe der ikke er tag på bygningen, vil der være vandudtræk. Det forsvinder, når man syrer det af,« siger han.

Niels Fennet fortæller, at han går meget op i, at bygningen skal se flot ud, og de hyrede hænder til opgaven har lovet ham, at det bliver tilfældet.

»Der er al mulig sagkundskab, der siger, at det bliver et fint hus. Jeg er bestemt tilfreds med det. Jeg har ikke grund til andet,« siger han.

Niels Fennet ejer Cabinn.
Niels Fennet ejer Cabinn. Malte Kristiansen