Der er røde tal på bundlinjen hos Danmarks ældste hotel. Og det er langt fra første gang.
For tiende år i træk har det historiske Hotel Dagmar nemlig underskud.
Det fremgår ifølge Finans af hotellets seneste regnskab.
I regnskabet kalder hotellets ledelse - ikke overraskende - resultatet for utilfredsstillende.
'Selskabets ledelse forventer, at egenkapitalen kan reetableres ved egen indtjening eller kontakt indskud,' skriver ledelsen i regnskabet og understreger dermed, at de er opmærksomme på, at hele egenkapitalen på hotellet er tabt.
Hotel Dagmar, som har eksisteret siden 1581, har haft skiftende ejere gennem tiden.
I dag er det ejet af selskabet Danske Hoteller A/s, der driver 21 hoteller rundt om i landet.
I regnskabet fremgår det, at ejeren er klar til at tilføre hotellet friske penge for at holde det i live - og for at det kan overholde sine låneforpligtelser.
Og det må i den grad siges at være tiltrængt. Sidste år havde Hotel Dagmar nemlig et underskud på 742.000 kroner, og i alt har hotellet gæld for 15,8 millioner kroner.
Hotel Dagmar ligger i domkirkebyen Ribe, og er, med en historie der dateres tilbage til 1581, Danmarks ældste.
Navnet 'Hotel Dagmar' opstod først i forbindelse med en større renovering i 1912. Indtil da gik det under navnet 'Greisens Hotel' eller 'Gæstgivergården'.
Hotellet er løbende blevet renoveret gennem de mange år, det har eksisteret.


