»Hvad helvede har du gjort?«
Imens Brian råber til sin fætter, forsøger han at bevæge sine ben. Men han kan ikke.
Fætterens jagtgevær har skudt igennem Brians rygmarv og ene lunge.
Det er snart 30 år siden, at den fatale ulykke fandt sted. Dengang tilbage i december 1992.
Siden da har Brian siddet klæbet til sin kørestol.
Den dengang 19-årige Brian Holst var ved at uddanne sig til murer på Fanø. Han var netop kommet hjem til Vejle på juleferie. Og inden han, traditionen tro, skulle til julefrokost hos sin mor og far, kørte han forbi sin fætter for at ønske glædelig jul.
»Og så har min fætter fået et nyt jagtgevær, som han viser mig. Vi er på vej udenfor, men inden vi går ud, skal jeg på toilettet. Og idet jeg er på vej mod badeværelset, lægger min fætter geværet på sengen, fordi han vil tage jakke på,« husker Brian.
Og så sker der det, man tror kun sker for naboen.
Først tror Brian, at skuddet kun strejfer ham. For det gør egentlig ikke ondt, det svier bare. Men da hans fætter viser ham, hvor stort skudhullet er, ryger bevidstheden.
Haglene havde, inden for én meter, skudt rygsøjlen over, og den ene lunge var ramt. De næste to måneder ligger han i respirator på Skejby Sygehus.
Men det var ikke kun Brian, der blev ramt. Hans fætter valgte tre år efter ulykken at tage sit eget liv.
Historien om Brian rummer dog ikke kun to triste skæbner. Den handler også om, hvordan det er efterfølgende er at være handicappet i dagens Danmark og ikke kunne få den hjælp, man ønsker for at kunne få det bedste ud af den værste situation.
»Hvis jeg har mine egne hjælpere, vil jeg have mulighed for at komme meget mere ud af huset. Så er det mig, der styrer timerne, og ikke kommunen. Så kan jeg se min familie, uden at de skal agere 'personlige hjælpere', og jeg skal ikke være til gene for dem,« siger Brian Holst.
I dag er Brian 47 år. I 28 af dem har han siddet i kørestol med en cirka 90 procent lam krop.
»Det tog mig tre år at acceptere, at jeg er handicappet. At jeg ikke kan være lige så aktiv som tidligere og klare alting selv,« fortæller Brian, der ikke er sur på sin fætter, men blot savner ham.
Brian er opdraget til, at man skal være i arbejde. At man skal bidrage til samfundet. Derfor ligger det ikke til ham at sidde hjemme.
»Det giver mig livskvalitet, og jeg vil føle mig lige så meget værd som alle andre. Og det gør jeg ved at arbejde. På den måde viser jeg også min familie, at jeg kan, og jeg får noget at tale med dem om,« siger Brian.
Som handicappet har han derfor været på arbejdsmarkedet i 25 år. Både som lagermand, elektromand og altmuligmand.
Nu er han en hjemmesiddende mand.
Slidgigt i arme, nakke og skulder gør det for hårdt for Brian at arbejde. Men han kan ikke helt slippe tanken om at bidrage, hvor han kan. Derfor arbejder han som frivillig i Foreningens Hus i Vejle hver mandag formiddag. Altså, når det kan lade sig gøre at komme af sted.
»Problemet er, at det er om formiddagen, og der kommer hjemmeplejen og bader mig. Så der skal jeg jo være hjemme og kan derfor ikke være frivillig, som jeg ellers brænder for,« fortæller Brian.
Men det er bare én lille problemstilling i det store billede.
Brian Holst får hver dag besøg af hjemmeplejen, som hjælper ham med personlig pleje såsom at skifte kateter og bade ham.
Derudover hører han under en såkaldt paragraf 85, som betyder, at han omkring 4,5 timer om ugen kan få hjælp til alt fra at skrive på computer, tjekke digital post og handle ind.
»Jeg er ordblind, så jeg er ikke tryg ved at tage ud selv. Eksempelvis den anden dag, hvor jeg skulle købe ketchup, kom jeg hjem med puré, fordi de ligner hinanden. Det var ikke helt det samme på min hotdog,« fortæller han.
Brian har humor. Men ifølge ham selv er det ren overlevelse.
»Jeg er stresset og presset på alle mulige måder. Jeg sover ikke om natten, har ikke appetit. Jeg har brug for hjælp og føler mig overset.«
Han drømmer om et helt andet liv, hvor han ikke sidder hjemme i sin stue og lader støvet gro på ham. Drømmer om liv, impulser, oplevelser, følelser og kærlighed.
»Jeg vil køre til Nyborg og besøge min søn, som lige har fået et barn. Jeg vil fiske, opleve natur. Se Rebild Bakker, hvor jeg var som barn. En tur i Tivoli og på Givskud. Et simpelt besøg hos familien til aftensmad,« siger Brian og fortsætter:
»Jeg savner at komme i byen. Jeg savner en kone. Men det er svært at date, når man er handicappet. Alle løber jo skrigende bort, fordi de straks føler, at de skal være ens hjælper,« siger Brian hvis kone forlod ham for flere år siden.
Kort sagt, så føler Brian sig ikke gammel. Han er klar på livet og vil opleve, hvilket hjemmepleje og 85-ordningen ikke kan hjælpe ham med. Derfor har han flere gange søgt om at komme under Borgerstyret Personlig Assistance, den såkaldte BPA-ordning, hvor man selv ansætter assistenter.
»Hvis jeg har mine egne hjælpere, vil jeg have mulighed for at komme meget mere ud af huset. Så er det mig, der styrer timerne, og ikke kommunen. Så kan jeg se min familie, uden at de skal agere 'personlige hjælpere', og jeg skal ikke være til gene for dem,« siger Brian.
Dog mener Vejle Kommune ikke, at Brian er i stand til at være 'arbejdsleder', som man skal være i BPA-ordningen.
»Vi vurderer, at dine kognitive vanskeligheder sammenholdt med, at du er helt ude af stand til at læse, skrive og regne, bevirker, at du vil være ude af stand til at varetage arbejdslederopgaver i en BPA-ordning,« står der i afslaget fra 26. august 2021 fra Vejle Kommune.
Brian mener, at han får afslag på grund af sin ordblindhed.
»Altså, jeg kan hverken læse eller skrive, og men jeg har alligevel formået at lave et jobopslag på Facebook med hjælp fra taleprogrammer. Men det kan ikke passe, at fordi man er ordblind, så kan man ikke være selvstændig,« siger Brian.
Han føler sig svigtet. Og tal fra Ankestyrelsen vedrørende Vejle Kommune på henholdsvis BPA-området og hele det område, der er omfattet af Serviceloven, viser, at Brian langtfra er den eneste, der mener, at deres afslag på en BPA-ordning er uberettiget.
»I UlykkesPatientForeningen får vi rigtig mange henvendelser angående BPA-ordningen og oplever mange konflikter på det område – altså, at der er en høj procentdel, der klager,« fortæller Bente Elton Ramussen, socialrådgiver i UlykkesPatientForeningen.
Dog oplever hun også, at der nu er kommet politisk fokus på netop BPA-ordningen.
Social- og ældreminister Astrid Krag har tidligere sagt til B.T., at kommunen træder til, når en borger har en nedsat funktionsevne, og yder den hjælp, som modsvarer borgerens hjælpebehov. Men at hun som minister ikke kan træffe afgørelse i konkrete sager.
Ovenstående opgørelse fra Ankestyrelsens vidner om, at vejen til BPA-ordningen og dermed et friere liv er lang.
Heldigvis vil Brian ikke bare sygne hen. Han vil have muligheden for at leve sit liv fuldt ud. Og han lover én ting:
»Jeg giver ikke op,« afslutter Brian, der netop har anket sin sag, igen.
