Det kan fra 2035 blive lettere for københavnerne at springe på en metro, når de opholder sig på Islands Brygge eller omkring Amagerbrogade.
Det ønsker et bredt politisk flertal på Københavns Rådhus, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
»Jeg er glad for, at et bredt flertal af partierne på rådhuset bakker op om ideen om en forbindelse under Amager – og jeg glæder mig til dialogen med københavnerne til september. I dag er dele af Amager dårligt dækket – og metroen er blevet så populær, at vi har et problem med trængsel under havnen,« siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i pressemeddelelsen.
Ifølge Københavns Kommune vil den nye linje kunne betjene mere end 51.000 beboere, arbejdspladser og studiepladser i 2035.

Metrolinjen vil løbe fra Københavns Hovedbanegård via Bryggebroen og DR-byen over Amagerbrogade op til Refshaleøen og videre over til Kløverparken og Lynetteholm.
Linjen er planlagt sådan, at den kan udvides etapevis og på sigt dække store rejsemål som Indre Nørrebro og Rigshospitalet.
Samtidig kobler forbindelsen Refshaleøen og Lynetteholm på alle de eksisterende metroforbindelser samt til og fra Københavns Hovedbanegård.
Målet for den nye metrolinje vil være ni stationer, hvilket er et udvidet alternativ til den linjeføring, der ligger i statens infrastrukturplan og rummer fire stationer.
Det forventes at koste 13,7 milliarder kroner, hvilket til gengæld også er dobbelt så dyrt som statens infrastrukturplan, der koster omkring 5,5 milliarder kroner.
Planerne for den nye metrolinje bliver sendt i høring efter sommerferien, og får den opbakning, forventes den færdig i 2035.
Bag udmeldingen står forligskredsen bag Lynetteholm: Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre, De Radikale, SF, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
