Fødevarestyrelsen har igen politianmeldt Brabrand Slagter efter det seneste kontrolbesøg i butikken.
Det skyldes dårlig hygiejne og utilstrækkelig rengøring, som styrelsen konstaterede ved kontrolbesøget 5. oktober.
Her kvitterede styrelsen efter besøget med en sur smiley og en politianmeldelse på grund af kritisable forhold hos slagteren i Brabrand. Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport.
Ifølge rapporten var der flere steder i butikken, der manglede ordentlig rengøring, da der blandt andet lå døde fluer i en fryser.
»I kummefryser i kundeområdet er der flere døde fluer i bunden af fryseren. Udvendigt på kummefryseren er der en plastrist med sorte belægninger af støv. Vægte er med belægning af indtørrede fødevarerester og støv udvendigt ved plastarm. Lampe fremstår med indtørrede døde hvepse,« står der blandt andet i rapporten.
Af rapporten fremgår det også, at der i baglokalet flere steder var gulvriste med »gammelt snavs og kødrester.« Vakuumpakkede madvarer fremstod »snavsede og med indtørrede kødrester«, ligesom en hylde ved opskæringsbordet fremstod »beskidt«.
Det er nogle af de ting, som Fødevarestyrelsen hæftede sig ved, da de besøgte slagteren.
Ahmad Awad, der er den nuværende ejer af Brabrand Slagter, understreger over for B.T., at der ikke blev fundet snavs eller skidt på selve kødet.
»Alt vores kød er helt rent. Det som Fødevarestyrelsen har skrevet i rapporten, blev der rettet op på med det samme. Alt er, som det skal være nu, og der blev gjort fuldstændig rent efter besøget,« siger Ahmad Awad.
Ifølge Ahmad Awad er der ikke tale om deciderede kødrester, men »småkød«, der eksempelvis kan være fløjet fra kødhakkeren, ligesom han forklarer, at der kun blev fundet to fluer nede i fryseren og ikke på kødet.
Men er alt i orden, hvis I er blevet politianmeldt?
»Alt er blevet gjort rent igen, og der er ikke noget galt med kødet – så ville det være blevet smidt ud. Det er rigtigt, at der har været snavs i hjørnerne, men det er fjernet, og der blev gjort rent med det samme.«
Ahmad Awad forklarer, at han gerne vil have Fødevarestyrelsen på besøg igen hurtigst muligt, så de kan se, at tingene er blevet bragt i orden. Han forklarer i øvrigt, at de for nylig har fået nye rengøringsfolk, som ikke har gjort det godt nok, men som nu har fået at vide, hvad de skal gøre bedre, og at de i øvrigt fremover får ekstra rengøring.
Det er jo ikke første gang, I får en sur smiley og bliver politianmeldt. Hvad tænker du om det?
»Vi lærer af det, der sker, og vi er glade for, at det hele kører herude. Vi har glade stamkunder, der stadig kommer, og der er travlt.«
Det er tredje gang siden juli 2020, at Brabrand Slagter har fået en sur smiley. Senest var det 20. august 2020, ligeledes på grund af dårlig hygiejne og rengøring, da der i virksomhedens kølerum var skimmellignende sorte pletter bag en ventilator.
Efterfølgende blev forholdene bragt i orden, og i september og november 2020 fik slagteren ved begge besøg en glad smiley af Fødevarestyrelsen.
Ahmad Awad, der er den nuværende ejer af Brabrand Slagter, giver 1. november butikken videre til sin lillebror.