Utryghed. Omsorgssvigt. Vold mellem borgerne. Sygefravær blandt personalet. Uuddannede og uerfarne vikarer.

Forholdene på det nyåbnede aflastnings- og bosted for voksne med svære handicap, Arenahuset i Ørestaden ved København, er under stor kritik. Nu kalder ledelsen til ekstraordinært møde.

B.T. har talt med to tidligere medarbejdere og flere pårørende, der viser stor bekymring over forholdene i Arenahuset.

En af de pårørende er Hans Sørensen, der er far til Malene, som bor i Arenahuset og er stærkt handicappet og ikke har et sprog.

Malene kommer i Arenahuset syv dage ad gangen og er syv dage hjemme.
Hans Sørensen sidder i pårørende-rådet i Arenahuset, da han ønsker bedre forhold på bostedet for sin datter Malene, der skiftevis kommer i Arenahuset syv dage ad gangen og er syv dage hjemme. Foto: Privat

»Siden Malene er blevet beboer på Arenahuset, har hun ændret adfærd. Hun kan jo ikke sladre til sine forældre om, hvad der sker. Men hun er blevet mere utryg, og vi har oplevet to gange, at hun har vægret sig, når min kone har bøjet sig ind over hende,« siger Hans Sørensen.

Hans Sørensen har derfor en mistanke om, at Malene er blevet udsat for vold. Dette mønster tegner sig hos flere af de pårørende.

Også Winnie Mortensen har den opfattelse. Hendes datter kom efter en 14 dage lang aflastning hjem med blå mærker på armene.

»Personalet nævnte ikke de blå mærker med et eneste ord. Efterfølgende har jeg rettet henvendelse til ledelsen, men de har ikke svaret. Jeg mister tilliden totalt,« siger Winnie Mortensen.

Winnie Mortensen har brug for aflastning af sin 20-årige datter Kristina, der er stærkt handicappet. Hun er dog utryg ved at sende hende i Arenahuset. Foto: Privat

Hun er mor til 20-årige Kristina, som går i aflastning i Arenahuset.

Lignende eksempler går igen hos andre pårørende, som B.T. har været i kontakt med.

Den tidligere medarbejder Per Madsen fortæller, at han har set vold foregå mellem beboerne.

»Jeg oplevede vold beboerne imellem. Der var situationer med kvælertag og slag mellem beboerne. Vi var ikke nok på arbejde til at få det stoppet på de enkelte afdelinger, og man kunne ikke vende blikket væk fra dem i to minutter, uden der opstod ballade,« siger Per Madsen, der var ansat fra 1. september til starten af november.

Per Madsen ønsker at stå frem, da han har et stort ønske om, at forholdene i Arenahuset kommer i orden. Han er klar over, at det kan have påvirkning på hans fremtidige karriere. »Om jeg skal stå i Ikea, vil jeg hellere gøre det end at holde min kæft,« siger han. Foto: Amalie Abildgaard 

Per Madsen gjorde ledelsen opmærksom på disse problemer ved gentagne gange at rette henvendelse.

Efterfølgende er Per Madsen blevet fyret. B.T. har fået indsigt i fyresedlen, hvor det står, at fyringen er sket på ‘baggrund af din måde at kommunikere med og om personalet/ledelsen’.

En af årsagerne til, at volden foregår, er ifølge Per Madsen, at der mangler personalebemanding herunder erfarne pædagoger til at forhindre, at den opstår.

Dette kan en anden tidligere medarbejder, der ønsker at være anonym, også genkende.

Winnie Mortensen sendte sin datter i aflastning i 14 dage i marts, da hun havde en længe planlagt ferie. Da hun hentede sin datter havde hun blå mærker på kroppen. Foto: Privat

»Medarbejderne bliver udskiftet for et godt ord. Og dem, der bliver hevet ind fra vikarbureauer, bliver ikke ordentlig klædt på til opgaven. De kender ikke beboernes ‘sprog’. Det frustrerer beboerne, og de bliver voldelige,« siger den tidligere medarbejder, hvis identitet er redaktionen bekendt.

Udskiftningen blandt medarbejdere har Socialtilsynet også konkluderet i deres seneste rapport fra et besøg på stedet. I rapporten skriver de blandt andet:

‘Tilbuddet er aktuelt udfordret på den daglige drift, idet tilbuddet oplever noget sygefravær og personalegennemstrømning, hvilket betyder, at tilbuddet har en del nye medarbejdere samt et vist forbrug af vikarer.’

Arenahuset har nu indkaldt til et møde mellem de pårørende til beboerne og ledelsen torsdag den 22. november. Dette har de gjort, da de er blevet bekendte med kritikpunkterne gennem Facebook og socialborgmesteren i Københavns Kommune.

Lasse Falck Steenland, der er centerchef i Borgercenter i Handicap, vil være til stede under mødet sammen med den daglige ledelse i Arenahuset. Til B.T. beklager han, at pårørende såvel som tidligere medarbejdere har oplevet, at der foregår vold mellem beboerne.

»Med så mange borgere med disse udfordringer samlet på ét sted, vil det være uundgåeligt med udadreagerende adfærd. Men hvis man har et stabilt personale vil den udadreagerende adfærd sandsynligvis blive minimeret,« siger Lasse Falck Steenland.

Lasse Falck Steenland oplever endnu ikke, at personalet er stabilt i Arenahuset, hvor en del af de ansatte er sygemeldt.

»Det er en stor opgave at åbne et nyt sted, hvor et flertal af medarbejderne og borgerne er nye. Når vi rekrutterer så mange nye, vil der være nogen medarbejdere, der bliver overraskede over, at opgaven kan være større eller mere kompleks, end de havde forestillet sig,« Lasse Falck Steenland, der ikke kan kommentere på, hvorvidt sygemeldingerne er stressrelaterede.

Til de medarbejdere, hvis sygemelding er arbejdsrelateret, er der ifølge Lasse Falck Steenland tilknyttet en psykolog. De vikarer, der bliver hyret ind som erstatning, er ifølge ham et miks mellem uuddannede og erfarne pædagoger.

»Vikarerne bliver lært op med introvagter og får metodebeskrivelser af de enkelte borgere og deres udfordringer. Der er desuden overleveringer blandt medarbejderne, når vagterne overlapper,« siger Lasse Falck Steenland.

B.T. ville gerne have spurgt centerlederen ind til fyringssagen og de blå mærker på Kristina, men han henviser til, at han ikke må kommentere på enkelte sager på grund af EUs persondataforordning.

Socialborgmesteren i København, den radikale Mie Nyegaard, er gjort bekendt med bekymringerne fra de pårørende til borgerne i Arenahuset’. I et skriftligt svar til B.T. skriver borgmesteren.

»Jeg tager alle henvendelser og bekymringer fra pårørende meget alvorligt. Derfor bad jeg forvaltningen med det samme om en redegørelse for de forhold, de pårørende har fremført,« siger Mia Nyegaard, der har indkaldt til mødet torsdag eftermiddag.

Arenahuset har indkaldt de pårørende til et ekstraordinært møde, da flere pårørende har udvist bekymring over forholdene på bo- og aflastningsstedet. Foto: Privat