En mand fra Bornholm skulle have været på Danske Banks hjemmeside, men endte i stedet hos Danske Spil.

Det skulle vise sig at være en særdeles heldig fejltagelse.

»Jeg spiller ikke så tit, men køber af og til en Lotto eller en kupon til Eurojackpot på nettet, men når jeg nu var der, så snuppede jeg da lige en Lynlotto. Det viste sig jo at være meget heldigt,« siger den bornholmske mand til Danske Spil.

Næste morgen tikkede der en mail ind i mandens indbakke, hvor der stod, han havde vundet en million kroner på Lottos Millionærgaranti. Ved første øjekast syntes han, det lignede en phishing-mail, men et opkald til Danske Spils Kundecenter viste, at den var god nok.

»Da blev jeg godt nok overvældet. De penge kommer som en gave fra himmel,« siger manden, som gerne vil være anonym, og tilføjer:

»Jeg blev millionær på en fejltagelse.«

Vinderen, der er i 60’erne og bor i Klemensker på Bornholm, skyndte sig at vække sin kone efter at have fået den glædelige besked.

Også hun var i starten mistroisk, men da han viste hende saldoen på sin spilkonto, blev hun overbevist.

»Så var vi bare glade. Vi gjorde ikke noget særligt den dag. Jeg tror, vi fik æggekage til aften, ikke noget fint eller noget. Men de penge betyder bare rigtig meget,« siger den nyslåede Lotto-millionær.

Parret har allerede gjort sig tanker om, hvad gevinsten skal bruges til.

»Vi er ved at komme lidt op i årene og bor i et gammelt hus, der ligger lidt øde. Vi har længe gerne ville have et nyere hus, som ligger inde i en by, så vi har flere mennesker omkring os, når vi bliver rigtig gamle. Det kan vi købe nu. Det er bare så dejligt og trygt at tænke på,« siger manden

Han tilføjer, at der måske også vil falde lidt af til parrets voksne børn.