Borgmesteren i kommunen med landets højeste smittetryk er »alvorligt bange for«, at børnene ikke kommer tilbage i skole på denne side af sommerferien.

Lige nu er incidensen i Ishøj Kommune over 400, og skolerne er på statsligt påbud lukket ned ligesom i en håndfuld andre kommuner med høje smittetal, skriver Politiken.

Kommunerne skal ifølge et udspil fra regeringen fra næste uge forpligtes til selv at sætte nedlukning i værk, når incidensen overstiger 200 smittede per 100.000 borgere inden for syv dage.

Overskrides grænsen på 200, skal kommunalbestyrelsen lukke grundskoler, SFO’er og klubtilbud, alle ungdoms- og voksenuddannelser, lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter samt lokaler til idræts, fritids- og foreningsliv. Formålet er at bevare kontrollen med epidemien via hurtig indgriben, når smitten stiger i et bestemt område.

Borgmester i Ishøj Ole Bjørstorp. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Borgmester i Ishøj Ole Bjørstorp. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg går ud fra, at beslutningen gælder fra på mandag. Det betyder, at skolerne ikke kan lukke op før efter sommerferien. Vi kan ikke nå at få det på plads inden da. Vi har en incidens over 400, den skal ned på 200, som de vedtager. Der kan gå rigtig lang tid, før vi kommer derned«, siger borgmester i Ishøj, Ole Bjørstorp (Ishøjlisten), til Politiken.

Han frygter, at den langvarige nedlukning kommer til at gå ud over elevernes faglige niveau.

Selvom Ishøj Kommune tester meget, er det ikke lykkedes at banke smitten ned i vestegnskommunen, hvor tosprogede udgør hele 42 procent af befolkningen.

Tosprogede er overrepræsenterede i smittestatistikken, da de tegner sig for 50 procent af de smittede.

Ishøj centret.
Ishøj centret. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Borgmesteren påpeger, at kulturelle forskelle kan være en del af forklaringen på overrepræsentationen.

»Når man går i Bilka og køber ind, så kommer hele familien med i stedet for kun en, husk mundbind og alt det der. Hvis sådanne opfordringer ikke efterleves, kan det være med til at sprede smitten, det må jeg jo erkende,« siger han.

I næste uge begynder muslimernes fasteperiode Ramadanen, og Ole Bjørstorp frygter, at mange muslimer vil mødes efter solnedgang og sprede coronasmitten yderligere.

Ishøj Kommune vil have imamerne til at gå ud med en budskab om, at man ikke bør gå ud om aftenen, men holde sig inden for familiens snævre kreds.