Det er ved at være tid til at beskære sommerfuglebusken, kratte i jorden og rive græsplænen fri for vinterens mos.

Og når du alligevel er i gang i haven, kan du faktisk være med til at gøre en stor forskel for den danske natur.

Lige nu efterlyser Landbrugsstyrelsen nemlig hjælp til at spotte og bekæmpe 10 ubudne skadedyr og plantesygdomme, som skal holdes ude af Danmark og EU.

De er så skadelige for den danske og europæiske natur, at de straks skal udryddes, hvis de opdages. De ubudne gæster tæller blandt andet syv biller, der kan forvolde meget stor skade på vores træer.

Japansk fyrrebuk.
Japansk fyrrebuk. Foto: Simon Hinkley & Ken Walker, Museum Victoria.
Vis mere

»Der findes over 170 plantesygdomme og skadedyr, som vi for alt i verden skal prøve at holde ude af Danmark. Her har vi brug for alles hjælp, og derfor sætter vi nu fokus på 10 af dem, som er nemme at se med det blotte øje.«

»Vi kalder alle landets haveejere og friluftsmennesker: Hvis I ser et af de her skadedyr eller plantesygdomme, så skal I melde det til os,« siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.

Et af de 10 skadedyr er den japanske fyrrebuk, der på overfladen kan ligne en harmløs bille.

Sandheden er dog, at den kan forvolde alvorlige skader på vores skove. Den kan nemlig bære rundt på de meget skadelige rundorme, som kan lægge hele fyrreskove øde.

Ser du en af disse 10 skadevoldere, skal du anmelde det til Landbrugsstyrelsen.
Ser du en af disse 10 skadevoldere, skal du anmelde det til Landbrugsstyrelsen. Foto: Pressefoto
Vis mere

Får du mistanke om, at du for eksempel har fundet en af de syv uvelkomne biller, skal du anmelde det på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Her er det vigtigt, at du beskriver billen og findestedet så detaljeret som muligt.

»Hvis man ser et af de her skadedyr eller symptomer på plantesygdomme, så er det en rigtig god idé at tage et billede af det og sende til os. Et billede er en kæmpe hjælp, når vi skal vurdere, om det er en af de såkaldte karantæneskadegørere, som vi har pligt til at holde ude af Danmark,« siger Kristine Riskær.

»Faktisk har man som privat borger pligt til at anmelde det til os, hvis man ser en af de her alvorlige skadegørere. Så det kan jeg kun opfordre til, at man gør.«