Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) er blevet smittet med coronavirus.

Det skriver han på sin Facebook-profil mandag formiddag.

Borgmesteren er allerede gået i selvisolation i weekenden, da han fik mistanke om, at han kunne være smittet, skriver han.

Det sker bare få dage efter kommunalvalget, hvor borgmesteren blandt andet har tilbragt mange timer på rådhuset.

'Jeg vil anbefale alle, som har været i kontakt med mig siden onsdag, til at lade sig teste,' skriver han blandt andet.

Jacob Bundsgaard nævner i øvrigt, at han har det godt og kun har milde symptomer. Han er ked af, hvis han har smittet andre.

'Jeg er selvfølgelig også ærgerlig over, at jeg er nødt til at isolere mig midt i en travl konstitueringstid,' lyder det fra borgmesteren.

På rådhuset har Jacob Bundsgaard været i kontakt med politiske kollegaer og øvrige borgere.

Han påpeger, at hvis man har været nær kontakt og altså opholdt sig tæt på ham i mere end 15 minutter, så skal man lade sig teste på fjerde- og sjettedagen for seneste kontakt.

'Jeg fortsætter mine mødeaktiviteter i det omfang, disse kan afholdes virtuelt,' skriver han afslutningsvis.

Opdateres …