Husejerne i hovedstadsområdet kan næppe tro deres eget held.

Dyrt købte boliger er kun blevet endnu mere værd, og den tendens har bredt sig fra København K til omegnskommunerne, hvor priserne også har taget himmelflugt. Se, præcis hvor meget boligpriserne er eksploderet, i listen nedenfor.

Prisstigningerne har faktisk været så voldsomme, at de helt sprænger den hidtidige skala. Hos Finans Danmark, interesseorganisation for den finansielle sektor, har man aldrig tidligere set så høje udbudspriser på huse i december, som det var tilfældet i 2021.

»Der har været en stor efterspørgsel på huse i hovedstadsområdet, og vi kan konstatere, at de huse, der har været til salg, er blevet solgt til stigende priser sammenlignet med de foregående år,« siger direktør for realkredit og ejendomsfinansiering Peter Jayaswal.

Priserne har slået rekord på landsplan, men hovedstaden og omegnskommunerne er et kapitel for sig, lyder det.

»Jeg hæfter mig ved, at udbudspriserne for huse i København og i omegnskommunerne er steget mere relativt set end i resten af landet,« siger Peter Jayaswal.

Beregninger, som B.T. har lavet på baggrund af tal fra Finans Danmark, viser, at mens udbudspriserne på landsplan er steget med 33 procent fra 2011 til 2021, er prisskiltet på et hus i København blevet boostet med hele 114 procent i samme periode. Altså mere end en fordobling.

Også i kommunerne rundt om København er husejerne blevet forgyldt. I Herlev er stigningen på 'sølle' 59 procent, mens Tårnby og Brøndby Kommuner begge har haft stigninger på 77 procent.

Boligerne i København og omegn er aldrig blevet udbudt til så høje priser i december, som det var tilfældet i 2021. Arkivfoto
Boligerne i København og omegn er aldrig blevet udbudt til så høje priser i december, som det var tilfældet i 2021. Arkivfoto Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Frederiksberg topper listen med en stigning på 121 procent i den tiårige periode. Én kvadratmeter bliver således nu udbudt til hele 86.000 kroner. I 2011 kostede samme kvadratmeter 39.000 kroner.

Men kan prisernes himmelflugt nå stratosfæren? Ifølge Peter Jayaswal er tendensen, at priserne fortsat stiger. Men noget kunne tyde på, at det ikke vil fortsætte med raketfart.

»Når vi ser på de faktiske handler for huse fra tredje kvartal 2021, så ser vi, at antallet af solgte boliger i København og omegnskommunerne er lavere end i 2020 og de første to kvartaler af 2021.«

»Der er dog stadig en pænt høj handelsaktivitet, så boligmarkedet er slet ikke gået i stå. Der er dog sket en vis afdæmpning, uden at det har slået igennem på udbudsprisen,« siger han og fortsætter:

»Hvilke boligejere der kommer til at opleve stigende eller faldende priser, tør jeg ikke spå om. Priserne kan blive påvirket af stigende renter og af de nye ejendomsvurderinger. Jeg synes, man skal hæfte sig ved, at priserne stadig stiger, selvom handelsaktiviteten er faldende. Det kan også hænge sammen med, at der er relativt få boliger i udbud.«

Han opsummerer:

»Der er ikke noget, der tyder på, at vi har et marked, der er bremset op. Men man kan sige, at markedet måske er gået lidt ned i gear.«