Uanset om der er tale om crop tops eller jakkesæt, så sender påklædning signaler, mener en kendt psykolog.

For ja: Bare pigemaver ER seksuelt ophidsende for drenge, og crop tops KAN forstyrre i en skoleklasse.

Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra en af Danmarks mest anerkendte børnepsykologer, John Halse.

Den tidligere formand for Børns Vilkår og det forhenværende medlem af Børnerådet skriver i et debatindlæg i Berlingske søndag, at både forældre og andre voksne skal turde tage ansvar for at lære børn og unge, at deres påklædning sender signaler til omgivelserne.

John Halse, tidligere formand for foreningen Børns Vilkår, blander sig nu i debatten om mavebluser. (Arkivfoto)
John Halse, tidligere formand for foreningen Børns Vilkår, blander sig nu i debatten om mavebluser. (Arkivfoto) Foto: Morten Juhl
Vis mere

»Men for det første er der næppe tvivl om, at det virker seksuelt ophidsende på drengene og dermed virker forstyrrende på hele klassens sociale miljø. For det andet sender ens påklædning naturligvis signaler til omgivelserne, uanset om det er crop tops eller jakkesæt, hvilket for de fleste betyder, at man klæder sig på »til lejligheden«. Børn såvel som voksne,« skriver han blandt andet.

Børnepsykologens kommentar er et indspark i den seneste uges debat, som eksploderede, da skoleleder Bjarne Kyneb fra Firehøjeskolen i Vejle forbød skolens piger at gå i mavebluser, de såkaldte crop tops.

Skolelederens argument lød blandt andet, at den bare hud forhindrede drengene i at koncentrere sig, og at den sparsomme påklædning derfor forstyrrede undervisningen og det sociale samvær i klassen.

»Vi gør det på ingen måder for at provokere. Vi gør det for at hjælpe vores unge.«

»Vi tør godt være de voksne, som sætter nogle grænser for, hvad vi mener, der er passende, og det vil alle selvfølgelig ikke være enige i, og det har vi det ganske fint med,« sagde skolelederen i sidste uge til Vejle Amts Folkeblad.

Det udsagn skabte hurtigt en voldsom debat i diverse medier om, hvorvidt skoleledere eller andre voksne burde blande sig i, hvordan piger går klædt.

Også en række kendte danskere støttede på de sociale medier pigerens ret til at gå i crop tops.

Efter få dage i orkanens øje valgte den vejlensiske skole så at trække forbuddet tilbage.

Nu blander den kendte psykolog sig i debatten, og han støtter skolelederens synspunkt.

I sit debatindlæg efterlyser han ansvarlige voksne, der hjælper børn og unge til at forstå, at man klæder sig forskelligt, alt efter hvor man er.

John Halse mener, at det er et led i almindelig opdragelse og dannelse af de unge, at forældrene tager ansvar og hjælper dem med at blive socialt kompetente.

»For at blive kompetente har de brug for vejledning fra og dialog med de nære voksne. Og her bliver det for fattigt og vil ende i anarki, hvis man som visse forældre i den aktuelle debat blot læner sig tilbage i forvisning om, at børnene nemt kan finde ud af det selv, og at man i hvert fald endelig ikke må opstille nogen former for spilleregler.«