Forældre er rystet over, at deres børn, i helt ned til 0. klasse, ser hård porno på de iPads, som er blevet udleveret af skolen.

I Greve Kommune har man en ordning, hvor der udleveres iPads til elever med henblik på, at de skal bruges i undervisningen.

De små børn bruger dog de udleverede iPads til meget andet end bare skoleopgaver – eksempelvis til at se porno.

»Min søn kom hjem en dag og fortalte, at de i en pause i skolen havde set nogle nøgne mennesker på deres iPad – og han fortalte om noget med en fod op i en tissekone.«

Det fortæller Rasmus Søndergaard, der er far til en dreng i 2. klasse på Krogårdskolen i Greve. Han erfarer, at det er et generelt problem, at børn i kommunens skoler bliver eksponeret for porno i skoletiden:

»Jeg har talt med mange andre forældre, der også oplever samme problem. Forældre, der kommer med eksempler, der rækker år tilbage. Og det er også forældre, der har børn på andre skoler i kommunen.«

De fleste kan hurtigt blive enige om, at det er et problem. Men hvem har ansvaret for at løse det?

Hvis du spørger Rasmus Søndergaard, så er det Greve Kommune:

»Forældrene har ansvaret for den basale opdragelse. Men fordi man i kommunen har indført et krav om iPads i skoletiden, så må det også være deres ansvar at lære børnene at navigere rundt på de digitale platforme, som de har adgang til i klasseværelset.«

Rasmus Søndergaard er tidligere kommet med et borgerforslag, der lød på at sætte filtre på skolens netværk – eller i det mindste at udvikle en værktøjskasse, som skolens ledelse, lærere og forældre kan forholde sig til.

Nananaya Gudmundsen, der udover at være almindelig borger i Greve, også er bestyrelsesmedlem i Greve Forældreorganisation (GFO) bekræfter til B.T., at Rasmus Søndergaards oplevelser langtfra er enestående.

»Der er mange forældre, der oplever samme problem,« konstaterer hun og kommer med følgende eksempel fra Facebookgruppen ‘Greve info 2021’:

»I 1. klasse kom det frem, at vores søn og andre elever var blevet præsenteret for hård porno i en undervisningstime, hvor læreren ikke var til stede. Desuden var der gået sport i at finde ulækre billeder, hvorfor billeder af det druknede barn fra Syrien var gået på omgang,« skriver en anonym forældre.

At børn helt ned til seks år bliver eksponeret for porno, billeder af døde børn, download af TikTok og deling af billeder og videoer på YouTube i skoletiden på skolens enheder og skolens netværk, skriger ifølge Nananaya Gudmundsen på en konkret handlingsplan og overordnet politik i Greve Kommune.

Til trods for at lokalpolitikerne i Greve Kommune længe har været bevidste om problemet, oplyser Claus Jensen (V), formand for Skole- og Børneudvalget i Greve Kommune, at problemstillingen har en høj prioritet. Dog ser han gerne, at forældre også bliver involveret:

»Det, vi har lagt op til politisk, er, at børn og unge får mere it-dannelse. Det er noget, jeg går meget op i. Opgaven i at definere en it-dannelse ligger i skolebestyrelserne i dag, men jeg mener ikke, at man som forældre kan afskrive sig ethvert ansvar, så jeg synes, det er et samspil mellem skoler og forældre, der skal være med til at lære børnene, hvordan man begår sig på nettet, på samme måde som man også lærer børnene, at de ikke må slå,« udtaler han til TV 2 Lorry.

Claus Jensen fortæller desuden, at kommunens administration har undersøgt, hvad man kan lave af filtre for at begrænse, hvad eleverne kan se. Her er man kommet frem til, at man ikke kan lave filtre, der vil beskytte 100 procent.

Han erkender dog, at skoler er forpligtet til at udrulle den digitale forståelse, så børnene får en klar forståelse for, hvordan man bruger iPaden, skriver TV 2 Lorry.

Rasmus Søndergaard håber dog ikke, at politikerne igen får lov til at sætte aben på skuldrene af skolen og forældrene, og igen ikke foretage sig noget:

»Jeg beder ikke om 100 procent, men om en holdning og et værdisæt. Jeg synes, det er en falliterklæring fra kommunens side, at så stort et problem, så længe, er gået ud over lærere og elever, der hellere skulle bruge tiden og energien på læring. Greve Kommune kan jo bare række ud til nabokommuner eller kommuner lidt længere væk, der for længst har gjort deres arbejde. Sværere er det ikke,« siger Rasmus Søndergaard.

Næste udvalgsmøde finder sted 22. april 2021.