Gennem cirka et år - fra december 2018 til januar 2020 - har en 42-årig mand fra Lyngby medvirket til, at børn optrådte i pornografiske film.

Det mener politiet, som har rejst sigtelse mod manden, oplyser presserådgiver ved Nordsjællands Politi Henriette Døssing.

Den 42-årige er sigtet for at have bestilt og instrueret pornografiske optagelser af børn helt ned til fem år. Desuden er han sigtet for at være i besiddelse af en større mængde ulovlige billeder og videoer af mindreårige.

Manden fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Lyngby onsdag formiddag.

Han har ifølge sigtelsen livestreamet børnenes seksuelle optrædener fra sin bopæl i Lyngby og har også via en direkte netforbindelse instrueret, hvad der skulle ske på optagelserne.

Det er foreløbig uvist, om de formodede ofre bor i Danmark eller udlandet.

Der har tidligere været flere sager, hvor danske mænd har været mistænkt - og er blevet dømt - for livestreaming af overgreb begået mod børn i Asien.

/ritzau/