»Det er jo kun et spørgsmål om tid, før alle børn bliver smittet.«
Sådan lyder det fra Thomas, der er blandt de mange forældre, som i øjeblikket rammes af magtesløshed. For mens coronarestriktionerne udfases, stiger smitten markant blandt børn og unge.
Statens Serum Institut oplyser onsdag, at gruppen af 0-9-årige på en uge er gået fra at være blandt de mindst smittede til at indtage andenpladsen – kun overgået af de 10-19-årige. Alligevel udfases coronarestriktionerne også for dem under 12 år, der på nuværende tidspunkt ikke har mulighed for at blive vaccineret.
»Jeg føler ikke, at jeg kan gøre noget. Jeg kan ikke påvirke udviklingen. Jeg kan ikke stoppe sygdommen. Jeg kan bare se på, at sygdommen spreder sig og på et eller andet tidspunkt rammer mine børn,« fortæller Thomas.
Det føles lidt som et lotteri, hvis børnene bliver smittede. Vi ved ikke, om de går fri, eller om de ender med at få senfølger, der kan påvirke dem resten af livetThomas, far til tre under 12 år
Den stigende smitte blandt børn – sammenholdt med udfasningen af restriktioner og ingen mulighed for vaccination af børn – skaber stor uro hos ham og andre forældre.
»Lige nu taler man meget om, at smitten forventes at stige i efteråret og allerede nu oplever jeg, at færre spritter af og holder afstand i skolen. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor de vælger at åbne det hele igen. Min tanke er, at restriktionerne burde følge med ind i efteråret. Særligt på skolerne. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det slet ikke giver mening for mig,« fortæller Amalie Samsing, hvis datter går i 0. klasse.
Hun er ikke kun bange for, at datteren bliver smittet, men også for, at en potentiel smitte vil ramme resten af familien.
»Jeg frygter først og fremmest for min datter. Hun har i flere år lidt af astmatisk bronkitis, så jeg er nervøs for, om hun potentielt kunne ende med et alvorligt sygdomsforløb. Samtidig er min mand i risikogruppe, og jeg vender snart tilbage til job fra barsel, hvor jeg har daglig kontakt med små børn.«
Følelsen af utryghed er Thomas og Amalie ikke ene om. Flere frustrerede forældre har kontaktet B.T., fordi de er nervøse for, at deres uvaccinerede børn vil blive smittet med corona.
For Rune Grandal – far til en pige i 0. klasse – er det især frygten for børns potentielle udvikling af senfølger, der skaber uro, når hans 6-årige er afleveret.
»Helt konkret er jeg nervøs for, hvilke konsekvenser det kan have for børns udvikling, hvis de er så uheldige at blive smittet. Jeg synes ikke, at man får ret meget information fra de offentlige myndigheder. Det giver mig en følelse af, at de måske ikke har overvejet situationen godt nok.«

Han oplever ikke, at myndighederne stiller de rette informationer til rådighed for forældre med uvaccinerede børn.
»Jeg føler mig absolut ikke klædt ordentligt på. Jeg mangler noget indblik i, hvad jeg som forælder kan gøre for at holde smitterisikoen nede. Jeg forestiller mig, at der er mange som mig, der er i tvivl om, hvad man som forældre kan stille op for at bremse smitten i de små klasser,« fortæller Rune Grodal.
Og frygten for især senfølger støtter Thomas op omkring.
»Det føles lidt som et lotteri, hvis børnene bliver smittede. Vi ved ikke, om de går fri, eller om de ender med at få senfølger, der kan påvirke dem resten af livet,« fortæller Thomas.
Forsker i virus og vacciner ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan forventer også, at smitten blandt børn under 12 år vil stige yderligere. Han mener dog ikke, at forældrene har grund til bekymring.
Risikoen for alvorlige senfølger er der, men den er sjælden og ikke noget, der bør vække bekymring hos folkSøren Riis Paludan, forsker i virus og vacciner
Ifølge Søren Riis Paludan er der kun meget få tilfælde af coronaramte børn, der rammes hårdt af sygdommen.
»Risikoen for, at børn udvikler et alvorligt sygdomsforløb, er meget lav. Af kendte senfølger kan for eksempel være midlertidigt mistede smagsløg, der i de fleste tilfælde vil komme tilbage relativt hurtigt. Risikoen for alvorlige senfølgerne er der, men den er sjælden og ikke noget, der bør vække bekymring hos folk. Jeg har selv et barn under 12 år, og jeg er ikke nervøs.«
Han fastslår desuden, at forældre – der har taget vaccinen – ikke skal være nervøse for, at børnene tager smitten med hjem.
»Smitte var en katastrofe i den verden, vi levede i inden vaccinerne. Jeg synes ikke, man skal frygte at blive smittet med corona, når man er vaccineret. Skulle man blive smittet, bliver man enten slet ikke syg eller meget mindre syg end uden vaccine.«


