Ejeren af restaurantkæden Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, har sænket prisen på sin villa i Odense.

Boligen blev i første omgang sat til salg i april, hvor prisen lød på svimlende 28,6 millioner kroner.

Bøfhus-ejeren har dog nu sænket prisen til 23 millioner kroner og med andre ord skåret 5,5 millioner kroner af prisen, skriver fyens.dk.

Villaen er stadig Odenses dyreste. Boligen er i alt på 717 kvadratmeter - fordelt på tre etager - mens grunden er på 3.400 kvadratmeter. Den har udsigt til Odense Å og udendørs pool.

Portræt af Palle Skov Jensen, Jensens Bøfhus
Portræt af Palle Skov Jensen, Jensens Bøfhus Foto: Pressefoto
Vis mere

Derudover medfølger en garage og et udehus, der blev opført i 1931 og ombygget i 2004.

Området har tidligere lokket andre naboer, der også har klaret sig godt til.

Det gælder blandt andre L'Easy-stifter Niels Thorborg.

Området har også talt Hans Schweers, der - ligesom Thorborg - er på Berlingske Business' 2017-liste over rige danskere.

I juni 2018 viste et regnskab fra familierestauranten, at bøfgiganten havde et rekordstort underskud på 163 mio. kr. før skat.

Jensens Bøfhus har ifølge finans.dk 24 restauranter i Danmark samt restauranter i Sverige og Norge.

I august kom det ifølge fyens.dk frem, at Palle Skov Jensen solgte sin jagtejendom ved Bogense.

Køberen var Vision Properties, der har flere ejendomme, især i hovedstadsområdet.