Selvom sygeplejestrejken officielt er afsluttet, så rækker konsekvenserne et stykke ud i fremtiden for Blodbanken på Aarhus Universitetshospital.

Strejken har nemlig betydet, at tapningen af blodplasma til medicin har været indstillet.

Og selvom strejken er afsluttet, og sygeplejerskerne er vendt tilbage, så kan blodbanken ikke nå deres mål om indtægter på 33 millioner kroner fra donorplasma i år.

Blodbanken kan efter en 10 uger lang strejke nemlig ikke levere den mængde plasma, som danner meget af grundlaget for finansieringen af plasmacentret.

Med en mindre mængde plasma end planlagt står centret til at få mindre refusion fra regionernes indkøbsselskab Amgros for de omkostninger, der er forbundet med produktionen, fremgår det i JP Aarhus.

Heidi Bæk Iversen, der er sygeplejerskernes tillidsrepræsentant på afdelingen for Blodbank og Immunologi, oplyser til mediet, at der i alt har været 40 sygeplejersker, der har været udtaget til strejken.

Inden jul skal sygeplejerskerne holde fire ugers ferie, og derfor er det ikke muligt at indhente alle de aflyste plasmatapninger.

»Afdelingen har selvfølgelig sparet lønudgifter under strejken, men det opvejer nok ikke værdien af plasmaaftalen. I værste fald kan det betyde, at vi skal spare på noget personale,« siger hun.