Den første gang, telefonen ringede fra et hemmeligt nummer, sagde personen i den anden ende af røret: 'Pas på, hvor du går' – og lagde på.
Få dage senere ringede telefonen igen. 'Jeg knepper dig, din forræder,' sagde mandestemmen.
Truslerne var dog det mindste problem, som Mustafa Sayegh stod overfor, da han besluttede at ophæve sit islamiske ægteskab.
»Jeg synes, at bagvaskelsen, mistænkeliggørelsen og udstødelsen var langt værre,« fortæller han.
Selvom Mustafa ikke var gift på rådhuset og kun havde indgået et islamisk ægteskab, som ikke er juridisk bindende, var det langt mere kompliceret.
»Når man gifter sig islamisk, så er man nærmest pludselig 'gift med miljøet'. Hele det miljø fik jeg på nakken.«
Han fortæller sin historie til B.T., fordi han har set den nye rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der skildrer indvandrerkvinders problemer med at blive skilt fra deres ægtefæller. Mustafa kan med sine egne erfaringer genkende den sladderkultur, udskamning og chikane i visse muslimske miljøer.
Modsat mange af kvinderne i rapporten havde Mustafa dog mulighed for at gennemtvinge sin skilsmisse hos imamen, fordi han er mand. Det samme kan kvinder i mange tilfælde ikke.
TIP OS: Har du haft lignende oplevelser, så kontakt B.T. på matu@bt.dk.
Ifølge Lise-Lotte Duch, der er leder af Foreningen for Flygtninge- og Indvandrerkvinder (FAKTI), som har været med til at lave rapporten, kæmper kvinderne også med social kontrol og truslen om at miste deres børn og deres opholdstilladelse, hvis de vil skilles. De oplever også udskamning, vold og udstødelse.
Den samme kædereaktion af konsekvenser mærkede Mustafa i mindre grad også, da han besluttede at opløse sit religiøse ægteskab for fem år siden.
»Jeg blev truet med vold, intimideret og passet op af en fremmed på gaden. Bagefter kom bagvaskelsen fra folk, som jeg ikke engang kendte,« fortæller han.
»Det her rygtesamfund skræmmer mange. Man ved pludselig ikke, hvem man kan stole på, fordi der er blevet spredt et rygte.«
Mustafa havde sin egen families forståelse, men ikke forståelsen fra visse dele af det muslimske miljøs. Imamen frarådede ham også at gå til Statsforvaltningen for at rejse en sag om samvær med det barn, han havde med sin ekskone. Det udløste også hurtigt ondsindede rygter om, at Mustafa havde vendt ryggen til islam og nu ville gå rettens vej for at fratage en uskyldig kvinde hendes barn, fordi hun var muslim.
»Hvis jeg ikke havde gjort det, så havde jeg ikke haft min søn i dag. Jeg havde ikke meget at skulle have sagt om samvær med barnet, så jeg ville have formaliteterne på plads.«
De rygter og trusler, som han oplevede efter sin skilsmisse, har minoritetskvinderne i rapporten også oplevet som et våben til at afskrække dem fra at forlade deres ægtefæller. En del af forklaringen er, at skilsmisser i nogle miljøer kan være forbundet med social skam, fordi det ridser familiens ære og får den pæne facade til at krakelere i naboernes øjne.
Nogle kvinder bliver af deres mænd derfor også nægtet en religiøs skilsmisse, fortæller Lise-Lotte Duch fra foreningen FAKTI. Hun mener dog ikke, at det er et problem, som vi kan lovgive os ud af i Danmark.
»Vi kan kun give kvinderne styrke til at tage kampen i egne rækker,« siger hun.
Mustafa Sayegh mener dog også, at fokus bør være på mændene.
»Det er fædrene, brødrene og onklerne, som har nogle forkvaklede forståelser og æresbegreber, som bør bekæmpes.«
