»Det er helt utroligt. Jeg har aldrig været udsat for noget lignende.«

70-årige Birgitte, hvis fulde navn er redaktionen bekendt, er ifølge hende selv rimelig god til at opdage fupnumre på nettet. Alligevel er hun blevet narret.

»Jeg er både intelligent og veluddannet – det vil jeg have lov til at påstå. Jeg falder ikke for falske Microsoft-opkald. Men lige her, der må jeg sige – det er smart lavet,« siger Birgitte, der er kunde hos YouSee.

Hun sidder ved sin computer, da der pludselig dukker en ny internetside op på hendes skærm. Siden bærer YouSees grønne farver og logo og lokker sit offer i fælden med teksten 'Kære YouSee kunde, tillykke!'.

Ved at svare på et spørgeskema bliver man lokket med muligheden for at vinde en præmie. Birgitte klikker sig igennem og får til sidst tilbuddet om at købe en spritny smartphone for 19 kroner. Det får hende til at indtaste sine kortoplysninger.

Jeg foretager et køb, og det er det, der er tricket. Jeg tænkte ikke på, at der var noget galt. Det er det smarteste, jeg nogensinde har hørt om

»Jeg foretager et køb, og det er det, der er tricket. Jeg tænkte ikke på, at der var noget galt. Det er det smarteste, jeg nogensinde har hørt om,« siger Birgitte, der er pensionist.

Hun fatter dog mistanke, da hun ser, at det oplyste nummer på siden begynder med landekoden +44.

Med det samme spærrer hun sit kort. Samtidig ringer hun til YouSee, der ifølge hende fortæller, at andre kunder også har henvendt sig om fupnummeret.

Se fupsiden her:

Sådan ser fup-siden ud. Foto: B.T.
Sådan ser fup-siden ud. Foto: B.T. Jacob Friberg Nielsen

Nu advarer YouSee alle kunder.

'Vi tager denne svindel meget alvorligt, og vi har i den forbindelse taget alle nødvendige forholdsregler. Vi oplyser om problemet på alle vores platforme, herunder hjemmeside, sociale medier og hos vores kundeservice,' skriver YouSee til B.T.

Firmaet opfordrer alle til at politianmelde svindelen.

»Dobbelttjek altid, hvem afsenderen er. YouSee vil aldrig bede dig om at udlevere dit NemID eller numre til nøglekort. Vi er også i dialog med politiet om problemet og opfordrer alle, der oplever disse svindelforsøg, til at anmelde det.«