Teleselskabet YouSee, der er en del af TDC-koncernen, har ved en fejl offentliggjort detaljer om 4.800 kunders navne og adresser, selvom kunderne havde bedt om, at de skulle holdes hemmelige.

»Der er sket en menneskelig fejl, og det er ekstremt beklageligt,« siger YouSees direktør, Jacob Mortensen.

Ifølge Jacob Mortensen er YouSee i gang med en oprydning i deres interne systemer, hvor de flytter kundeoplysninger fra flere systemer over i et samlet system. Det er i denne proces, at fejlen er opstået.

Fejlen har gjort, at de berørte kunders navne og adresser har været tilgængelige på 118.dk, De Gule Sider og Krak, mens telefonnummeret ifølge YouSee stadig har været skjult.

4.800 YouSee-kunder har modtaget besked om, at deres navn og adresse har været tilgengelig på 118.dk efter en fejl i YouSees systemer.
4.800 YouSee-kunder har modtaget besked om, at deres navn og adresse har været tilgengelig på 118.dk efter en fejl i YouSees systemer.
Vis mere

De lækkede oplysninger blev fjernet, så snart YouSee selv opdagede fejlen.

»Vi siger undskyld, og vi har kontaktet alle kunder, der har været berørt af det. Det må bare ikke ske. Vi opdagede fejlen selv ved nogle interne kontroller af proceduren, og så snart vi opdagede problemet, tog vi fat i de eksterne partnere for at få oplysningerne fjernet. Alle oplysninger burde være slettet nu,« siger Jacob Mortensen.

Bekymret kunde

En af de kunder, der har modtaget besked fra YouSee, er mobilkunden Olivia, og hun har en lidt anden oplevelse af sagen. Hun har flere gange oplevet at være blevet ringet op af telefonsælgere, mens hendes oplysninger har ligget frit tilgængelig på internettet.

»Det undrer mig, når de siger, at der kun er tale om navn og adresse, men ikke telefonnummer, med de opkald jeg har fået. Jeg kan da også godt blive bekymret for, hvem der kan få fat på mine oplysninger, og hvad de kunne finde på at bruge dem til,« siger Olivia.

Olivia har ikke ønsket at optræde med sit rigtige navn, men B.T. kender hendes identitet.

Olivias oplevelse kan dog ifølge Jacob Mortensen ikke tilskrives den fejl, som YouSee har begået.

»Der er ingen forbindelse mellem de to ting. Der har ikke været vist telefonnumre på 118.dk, der ikke skulle vises, i forbindelse med fejlen,« siger Jacob Mortensen.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at YouSee er kommet til at lække oplysninger om kunderne på internettet. I juni opstod en lignende fejl for omkring 10.000 fastnetkunder.

Her var der ligeledes tale om en proces, hvor YouSee skulle flytte kundeoplysninger fra et system til et andet, og her lå kundernes ellers private oplysninger tilgængelige på den TDC-ejede søgemaskine 118.dk i 11 uger.

De to situationer har intet med hinanden at gøre systemmæssigt, forklarer Jacob Mortensen, men fælles for dem er, at begge er opstået på baggrund af en menneskelig fejl, og det giver anledning til eftertanke hos YouSees direktør.

»Det her giver anledning til, at vi indtil videre stopper med at flytte kundernes oplysninger i systemerne. Selvom det var en menneskelig fejl, så stopper vi processen nu for at gå alle forhold igennem for, hvad der kan gå galt. I YouSee håndterer vi hver dag produkter og tjenester for mere end hver anden husstand i Danmark. Derfor tager vi også sådanne sager meget alvorligt og gør alt, hvad vi kan for at lære af dem og forbedre os og for at undgå, at de gentager sig,« siger Jacob Mortensen.