Alle vinduer og døre er lukket. Alligevel suser det i Bettina Clausens hjem.
»Sådan er det 24 timer i døgnet,« fortæller hun.
Det er Danmarks travleste motorvej, Køge Bugt Motorvejen, hvor bilerne buldrer afsted et par hundrede meter væk, hun kan høre.
»Det værste er, at jeg knap kan bruge min have,« fortæller Bettina Clausen, mens hun åbner døren.
Du kan høre, hvordan livet er ved Køge Bugt Motorvejen, i videoen over artiklen.
B.T. sætter lige nu fokus på de almindelige danskere, der ufrivilligt er blevet fanget i støj fra motorveje.
Bettina Clausen er en af dem. Hun bor i et rækkehus ved Rosenlyparken tæt på Hundige ved Greve, og her har hun boet lige siden 1993.
'Et pænt rækkehus med god og ugeneret beliggenhed,' lyder det i det gamle salgsopslag, Bettina Clausen har gemt.
Det var sådan set også rigtigt. Lige indtil Folketinget i 2010 besluttede, at motorvejen skulle udvides fra seks til otte spor.
I dag er Køge Bugt Motorvejen Danmarks travleste motorvej – der kører i gennemsnit over 142.100 biler hver eneste dag. I forbindelse med udvidelsen byggede man også den støjvold, Bettina Clausen har til nabo, højere. Men det eneste, den har taget, er 45 minutter af solnedgangen, fortæller hun.
»Lige siden dengang er det blevet dobbelt så slemt. Nej. Meget værre faktisk. Og det bliver stadig værre for hvert år,« siger Bettina Clausen.
Hvorfor flytter I ikke væk herfra?
»Det spørger min samlever mig også om. Han er meget plaget af støjen. Men jeg er bare så glad for vores hus. Det er her, vores børn er vokset op. Det er her, alle vores minder er. Og vi kan jo ikke få noget tilsvarende for pengene, så vi har valgt at renovere huset i stedet,« siger hun.
Bettina har sammen med sin samlever, Henrik Mortensen, boet i huset i 28 år. For nylig valgte de at renovere det med ny facade og nye trelagsvinduer i håb om at komme larmen til livs. Men det hjalp ikke nok.
Da I købte huset, var der jo også en motorvej.
»Dengang kunne man kun svagt høre den. Det var ikke noget problem. Det mindede mig om Nørrebro, hvor jeg er opvokset. Men i dag er der markant mere trafik. Jeg kan jeg ikke høre andet,« fortæller hun.
Bettina Clausen og det meste af Rosenlyparken ligger også i et område, der ligger over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj. Grænseværdien ligger på 58 decibel.
Men for Bettina Clausens vedkommende er der døgnet rundt en decibel på mellem 65 og 70. Og sådan er der mange danskere, der lever, med evig støj fra vejene.
Ifølge Miljøstyrelsen ligger omkring 723.000 danske boliger i områder, der ligger over grænseværdien.
Den gennemtrængende larm var heller ikke nogen undtagelse, da B.T. var på besøg. Med os havde vi Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver inden for luftforurening i Rådet for Grøn Omstilling.
Han havde medbragt en støjmåler.
»Det er ingen tvivl om, at der er en farlig masse støj her,« lød reaktionen fra Kåre Press-Kristensen, da han fandt den frem.
Det var lige over frokosttid, så det var uden for myldretid, og trafikken var egentlig rolig. Men ved de to første test viste måleren 63 decibel.
»Det er stadig alt for meget. Det er altså ikke godt, når du bor sådan et sted her, så skal man sørge for at få regelmæssige sundhedstjek hos lægen,« fortæller han.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) øger man risikoen for hjerte-kar-sygdomme ved regelmæssig belastning af støj.
»Der er mellem 200 og 500, der dør af støj i Danmark hvert år,« fortæller Kåre Press-Kristensen.
Et tal, der kommer bag på Bettina Clausen.
»Det gør indtryk. Det vidste jeg ikke. Jeg har selv problemer med blodtrykket, og min samlever føler sig stresset. Så jeg vil da til at tænke over, om vi alligevel skal flytte herfra. Selvom det gør ondt.«