Rasmus Paludan er politibekyttet døgnet rundt - også om natten, når han ligger og sover i sit hjem i Midtjylland.

Af og til slipper Politiets Efterretningstjeneste dog opsynet med Stram Kurs politikeren om natten, og så er det den lokale politikreds, hvor end han befinder sig, der tager over.

Men det er en uholdbar situation, oplyser Henrik Skriver, der er fællestillidsmand i Midt- og Vestjyllands Politi til DR.

Siden Rasmus Paludan købte hus i Rødkærsbro i Midtjylland, har Henrik Skrivers kolleger fra Midt- og Vestjyllands Politi fået til opgave at overvåge huset de nætter, hvor politikeren befinder sig der.

Og det foregår vel at mærke i en patruljebil, hvor de ifølge fællestillidsmanden ikke har adgang til vand og toilet.

»Der kan godt gå et stykke tid, men der er nogle rent fysiske behov, som skal varetages,« siger Henrik Skriver til DR.

Han mener, at der skal findes en mere holdbar løsning, hvis de lokale politikredse på sigt skal fortsætte med at overvåge Rasmus Paludans hjem om natten.

Mediet har dog også talt med politidirektør, Jens Kaasgaard, som ikke ser nogen problemer i ordningen.

Stifteren af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, er omgivet af politifolk døgnet rundt. Her ses han forlade Fælledparken onsdag den 1. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Stifteren af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, er omgivet af politifolk døgnet rundt. Her ses han forlade Fælledparken onsdag den 1. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

Han peger på, at politibetjente landet over er vant til at være på opgaver om natten eller dagen på eksempelvis gerningssteder, hvor der ikke nødvendigvis er adgang til toilet.

Ifølge DR har overvågningen af Rasmus Paludan på fem måneder kostet Midt- og Vestjyllands Politi 923 mande- og kompensationstimer, hvilket svarer til mere end 180.000 kroner.

PET står for personbeskyttelse af Rasmus Paludan, fordi han vurderes at være alvorligt truet af militante islamister og personer med relation til de danske bandemiljøer.

I 2019 kom det frem, at politiet alene fra 1. januar til valgdagen 5. juni havde brugt 100 millioner kroner på beskyttelse af Stram Kurs-formanden.