»Det er ikke foreneligt med en forening i Odense Kommune, der får støtte.«

Sådan lyder det fra Reza Javid, der sidder i Odense byråd for Enhedslisten, og som kan ende med at blive en nøgleperson i et ellers borgerligt forsøg på at fravriste en forening sine støttekroner.

Han vil nemlig ikke afvise at støtte Venstre og De Konservatives ønske om at smække kommunekassen i over for foreningen Søstre mod Vold og Kontrol.

Det sker efter, at Radio4 og Tv2 Fyn har beskrevet, hvordan islamforsker Jesper Petersen skulle være blevet truet af foreningens frivilligchef Kefa Abu Ras – et forhold som forskeren bekræfter over for B.T.

Foreningen Søstre mod Vold og Kontrol har tidligere afvist beskyldninger om trusler over for TV 2 Fyn.

Foreningen, der årligt modtager 500.000 kroner fra Odense Kommune til at bekæmpe social kontrol og vold mod kvinder, blev ellers for godt en måned siden frikendt for flere forhold i en advokatundersøgelse til 770.000 kroner – betalt af kommunen.

Undersøgelsen fandt, at der ikke var bevis for, at foreningen udelukkede og lagde pres på medlemmer, ligesom den aflivede beskyldninger om dokumentfalsk.

»Jeg tænker, at de informationer, der er kommet frem med trusler og så videre, skal tages meget alvorligt,« siger Enhedslistens Reza Javid om de oplysninger, der er kommet frem i medierne efter offentliggørelsen af advokatundersøgelsen.

Han slår dog samtidig fast, at det er for tidligt endegyldigt at sige, at foreningen fremover ikke skal have støtte.

Den konklusion er man ellers allerede nået frem til hos Venstre og De Konservative.

»Vi har brug for at få fokus tilbage på det vigtige arbejde med undertrykkelse af kvinder, og der har virakken om foreningen skabt alt for meget usikkerhed og flyttet fokus. Og det er de 500.000 kroner, som Odense Kommune giver til foreningen, ikke værd.«

Han bakkes op af Joachim Hoffmann-Petersen (K):

»Vi har længe været af den overbevisning, at det var en problematisk forening,« siger det konservative medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget og tilføjer:

»Vi har ikke brug for flere oplysninger. Vi mener, det er nødvendigt, at smække kassen i nu.«

Enhedslistens Reza Javid, der også sidder i Beskæftigelses- og Socialudvalget, siger modsat til B.T., at han gerne vil høre foreningens side af sagen.

»Det kunne være i et foretræde for udvalget. Jeg vil gerne høre, om de erkender fejl, og hvis de erkender det, om de så også beklager fejlen over for dem, det er gået ud over,« siger politikeren.

Noget som Christoffer Lilleholt fra Venstre dog mener, at foreningen har haft rigeligt med tid til.

»De har nu haft halvandet år til at rette henvendelse til os, og det er ikke sket,« siger Venstremanden.

I borgmesterpartiet i Odense Kommune vækker den opfattelse dog ikke genklang.

»Vi vil gerne diskutere med byrådets partier, om støtten skal fjernes, men vi vil gøre det på en ordentlig måde, og som det mindste skal foreningen have mulighed for at forklare sig,« siger Cæcilie Crawley (S) til B.T.

Så skal jeg forstå det, som om foreningen har jeres uforbeholdne støtte på nuværende tidspunkt, eller er I også afventende?

»Vi har hele tiden sagt, at vi bakker op om foreningen, men vi vil gerne gå i dialog.«

Hvis det viser sig, at beskyldningerne om trusler er sande, støtter I så stadig op om foreningen?

»Vi har jo hørt, at der har været den trussel, men vi mangler at høre fra foreningen, og når vi har gjort det, så må vi jo se, hvordan det falder ud,« svarer socialdemokraten.

Foreningen er inviteret til næste møde i Beskæftigelses- og Socialudvalget, hvor de skal forklare deres side af sagen.

Den endelige beslutning om foreningens fremtidige kommunale tilskud tages på byrådsmødet 1. juni, hvor Venstre, De Konservative og Enhedslisten sammen vil kunne mønstre 14 stemmer.

Går de tre partier sammen om at trække den økonomiske støtte til foreningen, mangler der blot et enkelt mandat for at skabe flertal i byrådssalen.

Byrådsmedlem Andreas Møller, som tidligere repræsenterede Nye Borgerlige, skriver onsdag i en besked til B.T.:

»Jeg afventer næste møde i Beskæftigelses- og Socialudvalget.«