»De ville opbygge et hovedkvarter for nazister i Danmark. De sagde, at det skulle være et sted, de kunne bruge som udgangspunkt for deres politiske arbejde.«

Sådan fortæller 67-årige Bente Schmidt Nielsen, der stiller op til kommunalvalget i Aalborg for Enhedslisten.

Tilbage i 1999 var den primære modstander dog af en noget anden karakter.

En gruppe nazister flyttede lige pludselig ind i et dødsbo på hjørnet af Niels Lykkes Gade og Nordre Skansevej. Ti minutters gang fra hvor Bente boede.

Det var en gammel mand, der før havde boet der. Han var nazist og havde testamenteret sit hus til nazisterne. Med Johnny Hansen i spidsen.

»De rykkede ind og begyndte at rydde ud på grunden. Naboer og genboer begyndte at undre sig over, hvad der skete. Og lige pludselig var der så sat et stort hegn op omkring bygningen,« siger Bente.

Hun mener, de var tre-fem mennesker, som holdt til i huset. Beboerne i området vidste ikke, hvad de lavede. Men hun erindrer, at de havde store planer. Og fortæller, at Johnny Hansen boede der fast i lange perioder.

Beboerne i området besluttede sig derfor for at oprette både en pressegruppe og en aktionsgruppe, der sammen skulle finde ud, hvad man stillede op med de nye nazistiske naboer. Sammen skulle de også finde frem til, hvordan man udtrykte modstand.

»Vi var mest bange for den politiske indflydelse, nazisterne ville søge at få. Vi ved jo af historiske årsager, at nazisterne ikke er demokratiske. Det er en fare for alle almindelige mennesker, hvis de begynder at blomstre igen.«

Og hun husker også ligefrem en decideret voldelig handling fra de uønskede naboer.

»Der røg nogle sten gennem en rude hos en af de aktive i vores gruppe, som landede på en hovedpude. Det var brutalt.«

Bente og nabogruppen skrev læserbreve og markerede sig i medierne. Men deres primære våben mod nazisterne blev fællessang.

»Vi mødtes i gennemsnit 20-30 mennesker ved hegnet til nazisternes hus hver aften klokken 20 og sang en halv time. Det var dels fædrelandssange, som havde relation til krigen. Men vi lavede også lejlighedssange.«

Hun fortæller, at de stod der hver eneste dag to år i træk. Også juleaften og nytårsaften – og også på dage med sne og rusk. De nåede at runde 800 fællessangsaftener, husker Bente, der tydeligt husker, hvad sangen gjorde ved hende.

»Jeg havde en meget stærk følelse af sammenhold. Vi udviklede et stærkt netværk i kvarteret. Det var ikke forbeholdt de røde, de grønne eller de blå. Vi var et virkelig bredt miks af folk, der bare ikke kunne have, at nazisterne var i vores kvarter.«

Hen over de to år nåede sangprotesten ud til hele landet. Der kom busser fra ungdomsskoler og foreninger. Og på historiske mærkedage kom der også besøg helt fra København. Overrabbineren og Anker Jørgensen var blandt de mere prominente gæster.

»Nogle aftener var vi op mod 1.000 mennesker på hjørnet. Det gav mod og rygrad til de næste mange aftener, hvor der måske stod langt færre mennesker. Sådan blev det holdt kørende.«

Men ingen kunne gøre noget, hvis nazisterne retmæssigt havde arvet huset. Så måtte de jo godt have lov til at være der og stort set udforme det, som de ville, påpeger Bente.

Pludselig kom der dog en åbning.

»Folk mente, at manden, der var død, vistnok havde en halvsøster, som boede i USA. Og det kunne være, at hun faktisk var den reelle arving,« fortæller hun og uddyber:

»Så gik der en masse i gang med at finde hende og finde ud af, hvordan deres familierelation var. Og afklare, om hun ville være den retmæssige arving.«

Der kom en retssag ud af det. Og nazisterne tabte sagen. Dermed overtog halvsøsteren huset, og de uønskede naboer rykkede ud.

»Det var vild fest og stor jubel. Folk tog fri fra arbejde og stod og overværede flytningen hele dagen. Nazisterne blev klappet væk,« husker hun meget tydeligt.

Sangprotesterne og kampen mod nazister sidder stadig i Bente Schmidt Nielsen i dag. Og det har været med til at forme den politiker, der cirka 20 år senere stiller op til kommunalvalget.

»Jeg har fået den erfaring, at når vi gør noget sammen og er vedholdende, så kan vi godt rykke tingene. Den erfaring fik vores børn også,« siger hun afslutningsvis.