Den folkekære forfatter, digter og pianist Benny Andersen er død torsdag eftermiddag. Han blev 88 år.

Det oplyser hans hustru, juristen Elisabeth Ehmer til B.T. Hun holdt sin elskede Benny i hånden til det sidste og fortæller, at han afgik ved døden i deres fælles hjem i Sorgenfri klokken 13.15 torsdag den 16. august.

Den evigt muntre og livsglade kunstner har spillet sine sidste toner på det store Bösendorfer-flygel i det gamle murstenshus. Men Benny Andersen efterlader sig både digtsamlinger, noveller, romaner og børnebøger, som har gjort ham til den mest læste og sungne danske lyriker. Selv i Kina er en bog med 100 af hans digte udkommet på kinesisk, som endnu et led i et næsten 60 år langt forfatterskab.I årtier har forfatteren beriget Danmark med sine digte og kompositioner og sat et evigt aftryk på dansk kultur.

Generationer efter generationer er vokset op med børneserien 'Snøvsen' og nynnet med på melodien til 'Svantes viser', som han turnerede rundt med sammen med vennen, Povl Dissing.

Benny Andersen var agnostiker, men manglede ikke ord til at beskrive balancen mellem liv og død. For ham var døden 'livgivende'. Digte har altid været hans foretrukne udtryksform - også når det kom til de svære emner som død. Det viste han bl.a. i digtet 'Ode til døden' fra digtsamlingen 'Sjælden marineret', som udkom i 2001.

Ode til døden:

'Når jeg kun tænker på mig selv
tænker jeg: godt nok
du har slået nogle skæve
men også sat dig spor
har en hel del at fortryde
og en del at være stolt af

facit:
det ku ha gået meget værre
men det gik dog meget bedre
du fik rigeligt
du har bestået
du består
god dag at dø på
hvis det skulle være
om end mandag ville passe bedre.'

På trods af nære dødsfald og hårde stunder konstaterede Benny Andersen flere gange selvsikkert, at han var en lykkelig mand.

Trods sin høje alder afholdte han sig heller ikke fra at nyde godt af livets glæder - både cigaretter, alkohol, kærlighed og hjertelige grin fyldte i hans tilværelse.

»Jeg fik for nylig taget blodprøver og undersøgt leveren. Her fik jeg at vide, at jeg bare skulle blive ved med at leve, som jeg gør, og holde mig i god fysisk form. Og jeg drikker altså betydeligt over den anbefalede grænse, men jeg har meget stærke gener,« sagde han, da B.T. besøgte ham tilbage i december sidste år.