Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Hvis du går efter at få flest kvadrater for pengene, skal du søge mod Sønderjylland.

Det seneste år har boligmarkedet været ildrødt. Overskrifter om historisk høje boligpriser har nærmest været hverdag.

Men mens det nærmest er umuligt for mange at komme ind på boligmarkedet i hovedstadsområdet, skal du ikke engang have en million op af lommen, hvis du vil eje 140 kvadratmeter i Tønder.

Det viser den nye prisstatistik fra Boligsiden, der opgør priserne ved indgangen til juni, skriver TV Syd.

I Tønder Kommune koster det nemlig 738.000 kroner at købe et hus på 140 kvadratmeter. Dermed er Tønder Kommune landets billigste kommune.

Og bare for at sætte tingene i perspektiv, koster en bolig på 140 kvadratmeter i gennemsnit 8.546.000 kroner i Gentofte kommune, som har landets højeste kvadratmeterpriser.

I Gentofte kommune er priserne det seneste år steget med 33,6 procent, mens priserne i Tønder er steget med 1,9 procent. Så der er store forskelle både i priser og prisstigninger.

Men faktisk skal man slet ikke så langt væk fra Tønder for at se store prisforskelle. For sætter man sig ind i sin bil, slår Vejle ind på gps'en og kører 115 kilometer, så er prisforskellene også til at føle på.

Der er nemlig godt 1.250.000 kroner i forskel mellem Vejle og Tønder, hvor husene er dyrest og billigst. Og i Vejle er husene steget 21 procent i pris det seneste år.

»Vi oplever stor aktivitet, og de stigende priser skyldes helt klart de mange budrunder, som på nuværende tidspunkt gennemføres. På den senest solgte ejendom kom der ni bud på ejendommen,« siger Jesper Frendrup Guldmann, daglig leder og salgsdirektør i Home Vejle.

Samme billede ser man altså ikke i Tønder Kommune, som med sine kun 738.000 kroner for 140 kvadrater har byttet plads med Lolland som den billigste kommune i landet.