Pludselig lyder der er en hylende tone fra telefonen.
Igen har en borger uforvarende ringet 112, fordi telefonen er blevet trykket i en taske eller i en bukselomme, eller også har et barn leget med en telefon uden simkort og trykket 112.
Det sker oftere og oftere, at medarbejderne på alarmcentralen bliver forstyrret af lommeopkald og andre ikke-relevante opkald
Alene fra januar til august i år har alarmcentralen i København modtaget hele 70.158 lommeopkald og andre ikke-relevante opkald, viser en aktindsigt, som B.T. har fået i opkaldene hos Hovedstadens Beredskab.
Der er tale om en voldsom stigning på hele 68 procent sammenlignet med samme periode i 2017, hvor alarmcentralen i København modtog 41.782 lommeopkald og andre ikke-relevante opkald.
Kaskaden af lommeopkald og andre ikke-relevante opkald betyder, at medarbejderne på alarmcentralen i København i gennemsnit bliver forstyrret af den slags opkald hvert femte minut.
Opkaldene belaster alarmcentralen og er et ‘irritationsmoment’ for medarbejderne, siger operationschef og indsatsleder hos Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen.
»Det er som regel nogle opkald, som er relativt hurtigt afsluttet. Men selvfølgelig er det en systemmæssig belastning af alarmcentralen,« siger han.

Tim Ole Simonsen påpeger, at en del af den eksplosive stigning kan skyldes ændringer i opgørelsesmetoden, men formentlig også skal forklares med, at antallet af mobiltelefoner, iPads, smartwatches og andet elektronisk udstyr, der uforvarende kan ringe 112, må antages at være steget betragteligt de seneste år.
Lommeopkaldene håndteres hurtigt af medarbejderne på alarmcentralen, forklarer Tim Ole Simonsen:
»Et lommeopkald kan for eksempel være et opkald, hvor man kan høre, at der er nogen, der går i baggrunden og taler på gaden, man kan høre biler, trafikstøj og den slags: Så spørger vi, om der er brug for hjælp, men hvis der ikke er noget svar, afbryder vi opkaldet.«
Sagen om de mange lommeopkald falder sammen med, at politikerne i Region Hovedstaden netop har undersøgt forsinkede opkald til 112.
Det skete, efter B.T. og Berlingske den seneste tid har afdækket problemer med opkald til 112 i regionen.
Tusindvis af opkald er nemlig gået tabt, når alarmopkald skal viderestilles fra Hovedstadens Akutberedskab til regionens vagtcentral.
De mange lommeopkald og andre ikke-relevante er dog ikke et problem i viderestillingen, men kan ifølge Tim Ole Simonsen besværliggøre arbejdet allerede i første led i alarmcentralen, hvor lommeopkald kan spærre alarmlinjer og optage medarbejdernes tid.
Som borger skal man dog ikke frygte, at man ikke kan komme igennem til 112, understreger han.

Hvis eksempelvis alarmcentralen i København har meget travlt og linjer er optaget, sker der nemlig såkaldt overløb til alarmcentralerne i Slagelse og Aarhus. Den mekanisme forsinker kun 112-opkaldet med nogle få sekunder, forklarer Tim Ole Simonsen.
»Vi har aldrig stået i en situation, hvor en borger ikke har kunnet komme igennem til alarmcentralen, og hvor telefonen ikke er blevet taget. Men man kan godt have oplevet, at der har været en kort ventetid, hvis man er ramt ind i en periode med mange ikke-relevante opkald,« siger han.
En helt almindelig iPhone kan uforvarende ringe 112, hvis den vælter rundt i tasken, og den gentagne gange udsættes for tryk på sluk-knappen (lad være med at prøve, så forstyrrer du alarmcentralen).
Telefonen kan også uforvarende ringe 112, hvis slukknappen og en af volumenknapperne trykkes ind samtidig, og der swipes på skærmen.
Derfor opfordrer Tim Ole Simonsen til, at man låser sin telefon, før man putter den i tasken eller lommen, så risikoen for lommeopkald til 112 reduceres.
»Og så skal man være opmærksom på, at en mobiltelefon kan ringe 112 uden simkort. Hvis man giver sin gamle telefon til et barn, så det kan lege med den, så kan barnet altså godt komme til på et tidspunkt at trykke 112, og så ringer den altså til os. Der vil vi gerne opfordre til, at man ikke giver sit barn en telefon med strøm på at lege med.«

