Skagen er et af de mest attraktive turistområder i Danmark om sommeren, men det er ikke udelukkende positivt.

I hvert fald ikke hvis man spørger Mogens Bandholm, der er chef for Beboerforeningen for Skagen Centrum.

Byer som Paris, Barcelona og Venedig arbejder på at begrænse turismen, fordi de bliver oversvømmet af rejsende.

Mogens Bandholm mener, at Skagen bør begynde at tænke samme tanker for ikke at drukne i turister.

»Der er kommet for meget useriøst ind i turismen. Det er blevet turisme bare for mængdens skyld. De kommer nogle gange i horder, og det er kun for fornøjelsens skyld. Det er ikke for Skagens skyld. De kommer slæbende med ølkasser og ghettoblastere og den slags. Det fylder meget i landskabet,« siger Mogens Bandholm til DR.

Han kunne godt tænke sig, at der blev sat mere fokus på, hvad Skagen egentlig er i stedet for al den useriøsitet.

Mogens Bandholm mener, at færre turister vil være med til at redde byen, kulturen og berømtheden.

Er du en af dem, der deler Mogens Bandholms holdning om turisterne i Skagen? Så skriv til B.T. på 1929@bt.dk.

Han arbejder sammen med beboerforeningen på at reducere støj og gener fra turismen.

Der har lige været afholdt Skagen Festival, og i den kommende uge begynder den såkaldte Hellerup-uge, hvor blandt andet rige og berømte kommer til byen.

Mogens Bandholm er ikke imod turisme, forklarer han, men han ville sætte pris på, at de lokale turisthuse måske havde fokus på at lokke en anden type turister til byen.

Til DR siger Bjarne Kvist, der er viceborgmester i Frederikshavn Kommune, at der skal være plads til alle former for turister.