100 millioner kroner. Så meget er der afsat til at kompensere restauranter, barer og caféer for deres tab i omsætning på grund af de nye corona-restriktioner.

Men Danmarks ukronede barkonge mener, at et centralt element mangler i den nye hjælpepakke – og det kan få alvorlige konsekvenser.

»Det ligner et lille plaster på et meget stort, blødende sår.«

Sådan lyder Adam Falberts dom over hjælpepakken over for Berlingske.

Som medstifter, medejer og direktør af Rekon-koncernen, der har 125 barer og natklubber, er han Danmarks ukronede barkonge og står til at få andel i de penge, politikerne nu stiller til rådighed for branchen.

Hvorfor kan Adam Falbert så være utilfreds med hjælpepakken? Fordi et element glimrer ved sit fravær.

Lønkompensation.

Hos Rekom var 2.000 ansatte hjemsendt med lønkompensation efter samfundsnedlukningen i marts. Nu hvor kravet er, at barer og natklubber skal lukke klokken 22, forudser Falbert, at mange medarbejdere igen skal hjemsendes.

Men denne gang bliver det altså uden lønkompensation.

Det sætter branchen i en alvorlig situation – og kan føre til mange fyringer.

Lønningerne til de ansatte er nemlig den tungeste udgiftspost for mange barer og natklubber, og nu hvor de er tvunget til at lukke, før festen normalt plejer at gå i gang for alvor, kan nedskæringer i antallet af medarbejdere blive nødvendige for at få udgifterne ned, nu hvor indtægterne står til at falde.

Flere ejere af barer og natklubber undrer sig også over kravet om, at restriktionerne nu er rullet ud over hele landet.

»Jeg tænker, at det er tåbeligt. Jeg synes, at man handler i blinde uden at vide, hvad der egentlig forårsager det her,« siger også Rune Bach, der ejer en natklub og et værtshus i Holstebro, til B.T.

»Hvis jeg åbner for mine gæster i aften, men beder dem om at gå igen klokken 22, så er det helt sikkert, at de fortsætter festen hjemme i forskellige hjem,« fortsætter han.

I stedet foreslår Rune Bach, at alle gæster skulle kunne fremvise smittestop-appen, inden de fik adgang til en natklub.

Adam Falbert så gerne, at der blev indført nogle faste rammer fremadrettet, så det ville stå klart, hvilken hjælp branchen ville få i en situation, hvor politikerne så sig nødsaget til at indføre nye restriktioner – eller forlænge de nuværende.

Rune Bach Jakobsen.
Rune Bach Jakobsen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Restauranter, caféer og natklubber, som har et omsætningstab på mindst 35 procent på grund af corona-restriktionerne, kan få andel i den nye hjælpepakke, som foreløbig gælder frem til 31. oktober.