Den oprindelige plan var, at det skulle være en slags 'sommerpenge', men nu ender de indefrosne feriepenge med at være en lille efterårsgave.

På torsdag kan man nemlig søge om at få udbetalt sine tre ugers feriepenge, og så vil de inden for et par uger lande på kontoen.

Der er dog især ét men.

For der vil altid være nogen, som vil forsøge at udnytte dem, der ikke lige tænker sig om i et splitsekund.

Og når det handler om penge, vil der altid være nogen, som vil forsøge at franare dig dine penge.

Derfor advarer Spar Nord nu i en pressemeddelelse om, at der vil komme mange svindelforsøg den kommende tid.

»Vi ser ofte, at svindlere er gode til at udnytte, hvad der er 'oppe i tiden' i forbindelse med at kontakte potentielle ofre. Eksempelvis har vi tidligere set det, når folk skal have penge tilbage i SKAT eller i forbindelse med coronasituationen, hvor svindlere i flere kommuner udgav sig for at være fra Jobcentret og franarrede borgerne deres NemID-oplysninger,« fortæller afdelingsdirektør og presseansvarlig i Spar Nord Leif Lind Simonsen.

Men hvordan vil svindlerne så forsøge at snyde dig i denne omgang?

Det er umuligt at sige, men Leif Lind Simonsen forudser, at svindlerne vil få dig overbevist om, at der er problemer med udbetalingen af dine feriepenge og på den måde forsøge at franarre dig dine NemID-koder.

»Vi ved af erfaring, at svindlerne højst sandsynligt vil udgive sig for eksempelvis at være fra Udbetaling Danmark. Her vil de måske via sms og mail påstå, at der er problemer med udbetalingen af feriepengene og påstå, at de ved at få udleveret NemID-oplysningerne kan hjælpe med udbetalingen. Det kan også være med fupopkald, hvor de vil hjælpe med udbetalingsprocessen og derigennem franarre NemID-koder,« forklarer Leif Lind Simonsen.

Derfor er det klare budskab fra banken, at man skal huske, at myndighederne eller bankerne aldrig vil tage kontakt på telefonen, sms eller e-mail og bede om personfølsomme oplysninger.

Med andre ord: Du skal aldrig udlevere dine NemID-oplysninger.

I første omgang vil du kunne ansøge om at få udbetalt tre ud af de fem ugers feriepenge, du har optjent, men flere politiske partier kæmper for, at man skal udbetale samtlige fem uger.