Onsdag blev Sønderjysk Rugbrødsbageri idømt en bøde på intet mindre end 140.000 kroner ved Retten i Sønderborg.

Dommen faldt, efter at Fødevarestyrelsen ved ikke færre end seks kontrolbesøg over en periode på lidt over et år konstaterede, at bageriet haltede gevaldigt efter både i forhold til rengøring og udstyr.

Besøgene førte ifølge JydskeVestkysten gang på gang til anmærkninger for mangelfuld rengøring, forkert opbevaring af fødevarer og for at undlade at 'træffe passende foranstaltninger' for at undgå skadedyr.

I perioden fra 2017 til begyndelsen af 2018 uddelte Fødevarestyrelsen bøder til Sønderjysk Rugbrødsbageri på samlet set 45.000 kroner.

Flere gange er der altså også kommet en politianmeldelse med i købet. En mulighed, Fødevarestyrelsen har mulighed for at benytte sig af i særligt grove tilfælde.

Onsdag blev de mere end 70 punkter med kritisable forhold, som Fødevarestyrelsen konstaterede i forbindelse med deres kontrolbesøg hos bageriet i perioden fra juni 2018 til september 2019, fremlagt for retten i Sønderborg.

En sag, som altså resulterede i, at bageriet, som leverer bagværk til en række supermarkedskæder og Klosterbageriet i Tønder og Løgumkloster, skal betale en samlet bøde på 140.000 kroner.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S.