Julen står for døren, og det glæder den tidligere 'Bagedyst'-deltager Anne Tirstrup.

For når den tid på året nærmer sig, søger hun ud blandt de hyggelige julemarkeder og oplyste gader. Der er pynt, æbleskiver og gløgg på menuen, når hun bruger en friweekend i Smilets By.

Kom med hende en tur rundt i byen, når julefreden har sænket sig, og hun skal på tur.

Foto: Godsbanen
Vis mere

»Jeg ville starte dagen med brunch på Spiselauget på Godsbanen. Det er et virkelig lækkert brunchsted, som kun har åbent i weekenden. Man får serveret alt muligt forskelligt, og det kommer ind i små skåle, som man så kan deles om. Min veninde og jeg prøvede det en dag, og det var lidt som 'social dining'. Der var både avocado, chokolademousse, vafler, forskellige oste og den slags, det var ikke bare brunchpølser og den slags. Det ligger på Godsbanen, som er et stort og åbent sted, hvor man sidder ved rustikke, lange træborde. Det giver bare en helt særlig stemning, og jeg kan klart anbefale at tage forbi dernede.«

Foto: Den Gamle By
Vis mere

»Så ville jeg tage videre til Den Gamle By – der kan jeg virkelig komme igen og igen og igen, især når de pynter op til jul. Jeg kommer der tit både med familie og veninder, for det er bare så hyggeligt, især i juletiden. Jeg elsker jul, så det er blevet en tradition, og jeg skal med familien til et julearrangement i år også. Det er så dejligt, når der er pyntet op til jul i de forskellige huse. Jeg elsker jo også at bage, og de har deres egen bager, som også serverer traditionelle julekager. Der er bare så god stemning.«

Foto: Ridehuset
Vis mere

»Hvis man kan nå det, så skal man også smutte forbi julemarkedet i Ridehuset tæt på rådhuset. Det er også en gratis aktivitet, og de har altid et stort julemarked med en masse forskellige boder, hvor folk sælger mange kreative ting. Jeg har købt noget fint broderet julepynt for nogle år siden, og jeg måtte komme igen året efter for at købe flere. Det er virkelig et hyggeligt sted.«

Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Vis mere

»Man kan også få gløgg og æbleskiver i Ridehuset, men ellers ville jeg tage op på Salling Rooftop. Det er godt nok et klassisk turistet sted, men der er bare noget magisk ved julelysene og udsigten over hele byen. Jeg har også været deroppe, hvor der lå en masse pelse og andre hyggelige ting rundt omkring. Der er bare den helt rigtige julestemning, og så skal man have gløgg og æbleskiver. Er man heldig, så bliver der også spillet noget musik, som man kan lytte til samtidig.«

Foto: Aarhus Streetfood
Vis mere

»Når dagen skal sluttes af, så synes jeg, Street Food er et godt valg. Der er noget til enhver smag, og det er et meget klassisk Aarhus-sted. Jeg har ikke et favoritsted derinde, for jeg kan bedst lide at prøve noget nyt hver gang. Dernede har de eksempelvis både sushi, dansk mad, asiatisk og burgers. Der er virkelig noget til enhver smag, så alle har mulighed for at blive glade. Det er godt, når jeg er ude med min veninde, for vi har tit svært ved at blive enige, så her kan alle få lige præcis, hvad de har lyst til.«