Flere hundrede gæster strømmede til, da Monster Truckshowet kom til Bogense i weekenden. Det hele kom dog ud af kontrol midt under showet.

Flere af tilskuerne – såkaldte gratister – havde nemlig slået sig ned på en nærliggende sti, hvorfra de kunne se stort set hele showet – helt gratis.

Det ville arrangøren bag showet, Peter Tyrsted, dog ikke finde sig i.

»Vi blev meget overrasket over folks reaktion. Vi har faktisk aldrig oplevet noget lignende. Det er langt fra normalt, at folk på den måde samler sig og så åbenlyst står og ser på uden at betale. Det svarer lidt til, at du bare trækker teltdugen til side til en cirkusforestilling,« siger Peter Tyrsted til Fyens Stiftstidende.

Så hans løsning var at få nogle af hans medarbejdere til at finde haveslangen frem, og så spulede de ellers gratisterne, der så med ude fra sidelinjen. Forinden havde Peter Tyrsted dog flere gange over højttaleren bedt dem om enten at betale entre eller gå videre, men lige lidt havde det hjulpet. For ellers vil der kommer vand.

Set i bakspejlet mener Peter Tyrsted, at det var en dårlig idé at håndtere konflikten på den måde. Flere har nemlig ytret deres utilfredshed på Facebook, hvor tonen mod Peter Tyrsted er hård.

For han er godt klar over, at når folk opholder sig på et offentligt område, så er der ikke meget at gøre. Han beskriver det dog som 'pudsigt', at så mange lige samles på netop denne sti under showet.

Det bliver heller ikke bedre af, at flere af de betalende gæster brokkede sig over gratisterne.Han understreger dog over for Fyens Stiftstidende, at haveslangen ikke bliver trukket frem igen, og at han er meget ked af det hele.