Et ubrugeligt gavekort og følelsen af at være mistænkt for bedrageri.

Det er, hvad Lone og Arne Nielsen står tilbage med, efter de for nylig forsøgte at bestille et hotelophold gennem Smartbox, der sælger oplevelsespakker.

Turen skulle gå til Ribe med et par venner, og her var det oplagt at gøre brug af den boks, som parret fra Ishøj fik, da de i oktober sidste år fejrede 25 års ægteskab.

Boksen har siden sølvbrylluppet bare stået på en hylde i kontoret og ventet på at blive brugt.

»Den var pakket ind i cellofan. Helt uåbnet,« fortæller 73-årige Arne Nielsen.

I sidste uge vil han aktivere gavebeviset på Smartbox' hjemmeside. Men et eller andet gik galt.

»Jeg får så at vide, at det er brugt, og så tænker jeg: ‘Det var lige godt mærkeligt, for jeg havde jo ikke brugt det,’« fortæller Arne Nielsen og fortsætter:

»Så ringede jeg til deres kundeservice for at fortælle, at der var noget ravruskende galt.«

Det var en box som denne, parret fik i gave. Indtil i sidste uge stod den uåbnet på en hylde.
Det var en box som denne, parret fik i gave. Indtil i sidste uge stod den uåbnet på en hylde.
Vis mere

Under opkaldet 13. juli får Arne Nielsen at vide, at medarbejderen i den anden ende godt kan se, at gavekortet allerede er blevet brugt. I marts. På et hotel to kilometer fra parrets hjem i Ishøj.

Medarbejderen kan også se, hvem der har brugt det. Personer, hvis navne i hvert fald ikke er Lone og Arne Nielsen.

Herefter bliver parret bedt om at sende en klage med dokumentation for købet af Smartbox-produktet. Det gør de så. Men Smartbox vender aldrig tilbage.

Dagen efter ringer Arne Nielsen så igen for at høre, hvad status er. Medarbejderen i den anden ende af røret fortæller, at han for nuværende ikke kan hjælpe dem, men at parret snart vil høre fra Smartbox.

Her kvitteringen for den Smartbox, sølvbryllupsparret modtog i oktober.
Her kvitteringen for den Smartbox, sølvbryllupsparret modtog i oktober.
Vis mere

Torsdag har de dog endnu intet hørt, så Arne Nielsen griber endnu engang røret. Nu er meldingen, at de skal anmelde det såkaldte tyveri til politiet.

Troligt følger parret anvisningerne og kontakter Københavns Vestegns Politi. Men her kan man altså ikke hjælpe.

Hvis sagen skal ende på politiets bord, er det faktisk Smartbox, der skal anmelde den. Og i så fald skal Smartbox altså anmelde parret fra Ishøj for bedrageri.

Alternativt kan Smartbox jo give parret en ny boks, lyder det fra politiet.

Lone og Arne Nielsen er her fotograferet i forbindelse med fejringen af deres sølvbryllup 15. oktober sidste år.
Lone og Arne Nielsen er her fotograferet i forbindelse med fejringen af deres sølvbryllup 15. oktober sidste år. Foto: Privat
Vis mere

Men Smartbox er ikke interesseret i nogen af delene, står det klart, efter Arne Nielsen atter har haft fat i deres kundeservice torsdag.

»Nu kan vi ikke komme videre. Vi er blevet lidt røde i kammen,« fortæller han.

Han og hustruen er vrede over at være blevet sat i en situation med en ubrugelig Smartbox til 1000 kroner, og at de ovenikøbet har følelsen af at være dem, der bliver mistænkt for bedrageri.

Derudover mener de, at kundeservicen fra Smartbox' side er under al kritik.

»Jeg synes, de burde have givet os et nyt gavekort. Sagt, at de var kede af situationen, og at de ville undersøge sagen. De kender jo trods alt navne og adresser på dem, der har brugt gavekortet.«

»Det ville have klædt dem.«

Arne Nielsen fortæller, at oplevelsen har været så dårlig for ham og hans 66-årige hustru, at de nu boykotter oplevelsesgaverne fra Smartbox.

»Vi skal aldrig nogensinde have noget med Smartbox at gøre igen. Vi vil hverken have det som gave eller give det som gave,« fortæller han.

Over for B.T. beklager Smartbox hele episoden og lægger sig fladt ned.

»Der er sket en klar fejltagelse. Normalt når den her slags sker, vil kunden få tilbudt en ny oplevelse, og det vil selvfølgelig også ske her,« forsikrer Country Manager ved Smartbox, Robert Nielsen.

Robert Nielsen og Smartbox har fredag eftermiddag ikke haft mulighed til at dykke ned i sagen. Derfor kan han ikke med sikkerhed sige, hvad der er sket, men han undersøger personligt sagen mandag.

»Jeg vil nødigt sige noget, når jeg ikke har haft tid til at kigge på sagen. Jeg kender ikke den præcise dialog, så jeg skal høre kundeservice om, hvordan tingene har udviklet sig, så det ikke gentager sig.«

Robert Nielsen understreger til gengæld, at politiet aldrig burde været nævnt i denne sag.

»Om der er tale om en uerfaren medarbejder, som har forsøgt at hjælpe, det ved jeg ikke. Lige meget hvad er det ikke i orden. Det er ikke godt nok af os, og det kan vi selvfølgelig kun beklage over for kunden.«