Ofte er det spændende, hvad der gemmer sig af i historie i den danske muld, men lige i det her tilfælde havde Gribskov Kommune nok været historien foruden.

Anlæggelsen af en ny vej har nemlig vist sig at blive markant dyrere grundet et vindstød fra historiens vingesus i form af en boplads fra Ældre Stenalder, skriver TV 2 Lorry.

Det er Museum Nordsjælland, der for nylig afsluttet de arkæologiske forundersøgelser langs den kommende vej mellem Græsted og Gilleleje. Her er der fundet både dyeknogler og et større areal, hvor der engang har gået jægere og samlere rundt.

Men da de arkæologiske fund er meget specielle, vil de derfor kræve et stort arbejde at udgrave.

Derfor bliver anlægget af vejen 16 millioner kroner dyrere.

»Faktisk er det tæt på 15 procent ekstra til et vejprojekt til 111 millioner. Det er en kæmpe opgave for Gribskov kommune det her, men det er helt sikkert en opgave, vi skal have løst, for vejprojektet mellem Græsted og Gilleleje er så vigtigt for Gribskov kommune,« siger Bent Hansen (V),  næstformand i udvalget Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune, til TV 2 Lorry.

Dog er der også glæde over det specielle fund. Dog fra Museum Nordsjællands side, for som museumsinspektør Claudio Casati siger:

»Store bopladser fra maglemosetid har vi hidtil ikke fundet i Nordsjælland. Vi kender til løsfund af redskaber og har udgravet enkelte små bopladser tidligere, men på grund af de nye bopladsers store areal og de bevarede dyreknogler har vi her en unik mulighed for at få ny viden om jægersamlernes liv og levned, som vil have international betydning«

De ældste fund stammer fra jægerstenalderens maglemosetid fra omkring 9000-6400 f.Kr.

Selvom det er en stor regning for kommunen, så er det langt billigere end det første udkast, som Museum Nordsjælland kom med.

Derfor glæder Bent Hansen sigover, at samarbejde med museet trods alt har kunnet reducere udgiften fra et langt højere udgangspunkt for en måned siden.