Nu har Kim Nielsen fået nok. Han har fået nok af ugentligt at blive svinet til, skældt ud eller kaldt skældsord på sit arbejde på et corona-vaccinationscenter i Næstved.
Derfor er han nu ude med en opsang til de mange tusinde besøgende.
»Folk glemmer, at vi ikke er maskiner, der står der for at genere dem. Vi er også bare mennesker, der prøver at udføre et stykke arbejde,« siger 39-årige Kim Nielsen.
Men nogle gange er det ikke bare 'svinere', som Kim Nielsen selv kalder det. Flere gange har han sågar oplevet at blive truet med tæsk og få brækket sine arme.

Kim Nielsen har i fem måneder arbejdet som pladsassistent. Først på et testcenter og nu på et vaccinecenter. At være pladsassistent betyder, at han dirigerer folk hen til de rette parkeringspladser og står for en del af koordineringen i ventekøerne.
Og det er her, nogle af dem, som har skullet testes eller vaccineres, mister deres temperament. Typisk sker det, når Kim Nielsen har mindet nogle om at overholde retningslinjerne som for eksempel at holde to meters afstand eller ikke at holde på handicappladserne.
»Jeg oplever truende adfærd og flabede og svinske kommentarer. Jeg har også fået fuckfingeren et par gange. Det er mig ubegribeligt, at man kan opføre sig sådan,« siger Kim Nielsen.
Særligt én episode står klart og tydeligt i Kim Nielsens hukommelse.
En mand i 40erne triller stille og roligt ind på parkeringspladsen, han skal testes sammen med sin mor. Helst i drive-in, da moren er dårligt gående.
Det kunne dog ikke lade sig gøre. For moren havde en henvisning til at skulle testes inde i poderhuset. Men da hun var dårligt gående, vil Kim Nielsen tilbyde den omkring 40-årige mand og hans mor en parkeringsplads og så sende en poder ud til dem i stedet. Så meget nåede Kim Nielsen dog slet ikke at sige.
Manden farer op og er gal, og da Kim Nielsen beder manden om at dæmpe sig, bliver Kim Nielsen truet med at få brække sine arme.
»Det er en direkte trussel på min sikkerhed. Jeg vil ikke tage på arbejde og risikere at blive truet med at få tæsk. Til sidst får moren ham til at falde til ro, og jeg få anvist dem rette vej.«
Dette er blot ét eksempel.
Ifølge Kim Nielsen handler den sure og truende tone om, at mange er presset over coronasituationen, og det kommer til udtryk, når de skal podes eller vaccineres.
»Så møder de et menneske, der repræsenterer det, de er sure på. Selvom vi jo egentlig bare prøver at bekæmpe corona, og vi er også trætte af restriktionerne,« siger Kim Nielsen.
Det er heldigvis langtfra alle, der møder Kim Nielsen med en bidsk tone. De fleste opfører sig pænt, men der er også flere tusinde mennesker igennem centret om dagen.

