Der er blevet skrevet spalte op og spalte ned om prins Harrys hustru, Meghan Markle, flere af artiklerne med private paparazzobilleder af hende. Men ét billede blev for meget for hertuginden.

Nemlig et billede, som paparazzifirmaet Splash havde taget af hendes søn Archie i parrets private bolig i Canada.

Det fik Meghan Markle til at lægge sag an mod firmaet. En omkostningsfuld sag, der har fået store konsekvenser for firmaet.

Splash News and Picture Agency er nemlig gået konkurs. Det skriver Insider.

Efter sagsanlægget blev der indgået et forlig mellem de to parter, hvor Splash lovede ikke at tage billeder af parret og Archie igen. Men sagen har været alt for dyr for virksomheden.

»Der er tale om en ytringfrihedssag, og desværre har det vist sig at være for uudholdeligt dyrt for Splash at fortsætte vores forsvar,« siger formand for Splash Emma Curzon.

At økonomien har været så trang, at Splash måtte begære sig konkurs, skyldes ud over søgsmålet fra Meghan Markle også, at det under coronapandemien har været utrolig svært for firmaet at tage billeder af kendte mennesker.

Det er ikke første gang, at Meghan Markle lægger sag an mod paparazzifirmaet. I 2019 fik parret en betydelig stor sum penge udbetalt, efter en Splash-fotograf havde lejet en helikopter til at tage billeder og video ind i parret hus i Cotsworlds i Storbritannien.

Herefter blev der udgivet billeder af tre stuer, et spiseområde og deres soveværelse.