Klar, parat, bag!

De tre små ord har 27-årige Anna-Kathrine Dybtved fra Aarhus lært indgående at kende, da hun i foråret deltog i Den store bagedyst, der om bare to ugers tid ruller over skærmen for tiende gang.

Fredag blev det offentliggjort, hvem der står for dette års bagning i det ikoniske, hvide telt – og hun er altså en af dem, der har fået sved på panden foran komfuret.

»Det er virkelig vildt at kunne sige det nu, for jeg har gået og holdt det hemmeligt så længe,« fortæller Anna-Kathrine Dybtved til B.T. Aarhus.

Til daglig er hun gymnasielærer på Mariagerfjord Gymnasium, og hun har engang imellem måtte stikke både eleverne og sine nærmeste små hvide løgne om, hvorfor hun skulle have fri fra arbejde, når hun tog turen til bagedyst-optagelserne.

Den 27-årige gymnasielærer sendte faktisk første gang en ansøgning til programmet for fem år siden, hvor hun ikke hørte nærmere.

Hun tænkte, at hun nok ikke var spændende nok til at være med i programmet.

Hun startede med at bage som barn – nu har interessen for det søde køkken for alvor taget fart.
Hun startede med at bage som barn – nu har interessen for det søde køkken for alvor taget fart. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men hendes veninde fik hende alligevel til at sende en ny ansøgning denne gang, og pludselig tog det ene det andet, og hun endte med at stå i bageteltet.

»Det har været en kæmpe oplevelse at være med, og jeg er så taknemmelig for at få den mulighed for at udvikle mig både bagemæssigt og personligt.«

Selvom det har været en fornøjelse at få forklædet på i teltet, så har det ikke været uden udfordringer.

»Det har været helt vildt hårdt at være med, og jeg er overrasket over, hvor meget det egentlig krævede af mig,« siger hun.

Hun forklarer, at det tager ufatteligt meget tid at forberede sig til hvert program, hvor man skal øve sig på kagerne, og derudover beskriver hun det som enormt hårdt at skulle bedømmes flere gange om ugen på noget, man har gjort sig meget umage på.

For hver kage, man leverer, føles som et hjertebarn, og hun har i den grad haft følelserne uden på tøjet.

»Jeg græder stort set i hvert program. Mest af glæde heldigvis, men der er bare så mange følelser i det.«

Anna-Kathrine Dybtveds passion for kagebagningen startede, da hun var barn. Familien ejer en kro, så hun har altid været interesseret i mad.

Nu får hun for alvor lov til at vise, hvad hun kan foran mere end én million seere, og det er også angstprovokerende, forklarer hun. Hun er nervøs for, om nogen kunne have en negativ mening om hende.

»Jeg er mega nervøs for at se mig selv på tv. Jeg er vant til at stå foran 30 mennesker, men der er jo så ufatteligt mange, der ser bagedysten, så det har jeg lidt sommerfugle i maven over.«

Hun har derfor gjort sig tanker om tonen på de sociale medier, der tidligere har været grov i forbindelse med programmer som X-Factor. Hun håber, at Den store bagedyst er et program, hvor folk er søde mod hinanden.

Indtil videre har hun i hvert fald fået masser støtte og positive tilbagemeldinger på offentliggørelsen, og hun glæder sig til, at programmet bliver skudt i gang.

Hvor langt hun når, må vi vente at se, men hun afslører alligevel en væsentlig detalje.

»Jeg kan sige, at jeg er stolt af det, jeg har opnået i programmet.«