»Når jeg putter hende om aftenen, og hun siger 'Mor, jeg elsker dig,' så er der jo ikke nogen tvivl. Hun er min datter.«
Sådan siger Anna, der for et års tid siden fik en lille pige i pleje. Hun håber, at hun kan få lov til at adoptere det barn, der i hjertet er hendes, men på papiret er nogle andres.
De seneste år er antallet af tvangsbortadoptioner steget, og står det til regeringen, skal endnu flere danske børn bortadopteres med tvang med det formål at give dem et mere stabilt liv.
B.T. har i en serie sat fokus på de forældre, der får deres børn tvangsbortadopteret. Men i denne historie skal du møde en af dem, som er klar til at tage imod børnene og give dem det, deres egne forældre ikke kunne.
Anna er en dansk kvinde i 30erne. Hun er anonym i denne fortælling af hensyn til sin plejedatter og datterens biologiske familie. B.T. er bekendt med hendes identitet.
Hun bor sammen med sin mand og deres børn. For nogle år siden begyndte parret at tale om, at de gerne ville have et barn i pleje.
»Vi overvejede, om vi skulle have et barn mere, men jeg har haft nogle svære graviditeter, og vi havde det også sådan, at vi gerne ville give noget af det, vi kan tilbyde, til et af de mange børn, der mangler en familie,« fortæller Anna.
Hun og hendes mand kendte flere, der er plejefamilier, så de vidste noget om, hvad det indebar.
Anna husker især en bekendt, som er plejemor, der sagde noget vigtigt til hende, som hun tog til sig.
»Når folk spørger, om du elsker barnet, som du elsker dine egne, så svar, at det kan du simpelthen ikke tage stilling til endnu,« rådede hun.
Et halvt år efter Anna og hendes mand var blevet godkendt som plejeforældre, stod Anna på et opholdssted med en lille pige i armene.
»Det var fuldstændig surrealistisk til at begynde med. Dine egne børn har du båret, du har mærket dem sparke. Men får du et barn i pleje, så kommer der pludselig fra den ene dag til den anden en baby, som du skal lære at kende, og hun skal lære dig at kende, falde til og blive tryg.«
Selvom Anna og hendes mand ikke fik deres plejedatter som spæd, oplevede de, at de skulle lære hende alt. At spise selv, kravle, gå og tale.
De vidste ikke ret meget om hendes liv, inden hun kom til dem, men de kunne mærke, at hendes start på livet havde været anderledes end mange andre børns.
»Det første år var vi i en slags undtagelsestilstand. Man kan måske sammenligne det med, hvis man har et barn, der bliver syg? Man er nødt til at lave et slags ophold, hvor man sætter alt andet på pause og fokuserer på, at det her barn skal få det godt.«
Noget, som Anna håber, at par, der vil adoptere eller være plejeforældre, husker.
»De børn, der bliver bortadopteret med tvang, er de samme børn, som dem, der bliver tvangsfjernet eller frivilligt anbragt og ender i plejefamilier. Man kan ikke forvente, at de udvikler sig i samme tempo som andre børn eller kan indgå i en familie på samme måde,« siger Anna.
Hun nævner, at det for eksempel kan være svært for udsatte børn at rumme mange mennesker og nye indtryk, og at alt fra familiefødselsdage og ferier til institutionsstart derfor kan være en udfordring.
Er dit barn blevet tvangsbortadopteret, eller har du/I modtaget et barn efter tvangsbortadoption? Så skriv til cweb@bt.dk og/eller hebn@bt.dk. Husk kontaktinfo.
»Man kan ikke regne med, at man får det familieliv, alle andre har. Ikke med det samme i hvert fald,« fortæller Anna.
Hun håber derfor også, at politikerne husker, at der bør følge den samme hjælp og støtte med til de forældre, der adopterer, som de forældre, der er plejeforældre, får.
Men spørger man Anna, så er det det hele værd.
Dag for dag blev hendes lille plejedatter en større og større del af familien, indtil hendes plads en dag var den samme som alle andres. Og i dag kan Anna svare klart på spørgsmålet om, hvorvidt hun elsker sin plejedatter, som hun elsker sine biologiske børn.
»Når du har en lille pige, som kigger på dig og siger 'Mor', jamen så er du jo hendes mor,« fortæller Anna.
Derfor håber hun også, at hun en dag kan få lov til at adoptere sin plejedatter, og statsminister Mette Frederiksens udmeldinger om, at flere udsatte børn skal frigives til adoption, har pustet yderligere liv i håbet.
Anna fortæller, at hun ønsker, at hendes datter skal vide, hvor hun kommer fra, og at hun er åben for, at datteren og hendes biologiske forældre skal have kontakt gennem hendes barndom, hvis de ønsker det.
»Jeg synes, det ville være dejligt, hvis de for eksempel kom til hendes konfirmation og lignende, men jeg vil gerne have, at hun også på papiret er vores,« fortæller Anna.
For selvom hendes datter følelsesmæssigt hører til i familien, er hun i systemet stadig nogle andres.
»Rent praktisk betyder det, at jeg ikke kan tage hende til frisøren uden at spørge om lov. Jeg kan ikke forny hendes pas, og har vi været på udflugt, må jeg ikke lægge et billede af os alle sammen op på de sociale medier.«
Dertil kommer, at Anna gerne vil have, at hendes plejedatter oplever, at hun hører til i familien på samme måde som sine søskende.
For Anna og hendes mand er den løn, de får for at være plejefamilie, fuldstændig ligegyldig, og det har aldrig været pengene, det handlede om.
»Det ville vi med glæde give afkald på, hvis vi kunne adoptere hende,« siger Anna, som heller ikke ønsker flere plejebørn.
»Det har hele tiden handlet om, at min mand og jeg følte, vi gerne ville have et barn mere, som vi kunne give vores kærlighed, og det har vi fået.«
