Hun kunne ikke tro sine egne øjne, da hun i november 2020 åbnede brevet fra Udbetaling Danmark i sin e-Boks. Der stod, at hun skulle betale 13.380 kroner tilbage i for meget udbetalt førtidspension, fordi hun havde fået et fleksjob.

»Jeg tænkte, at det måtte være en fejl,« siger 51-årige Anette Rudbeck fra Holbæk.

Efter flere år som førtidspensionist på grund af psoriasisgigt havde hun i 2019 genvundet en smule arbejdsevne, og fra 1. maj 2019 satte hun førtidspensionen på pause og begyndte i stedet i et fleksjob som grafiker fem timer om ugen.

Hun gjorde altså lige præcis det, som et politisk flertal på Christiansborg ønskede med reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012, hvor det blev muligt for personer med en lille arbejdsevne at komme ud i fleksjob i meget få timer om ugen.

Anette Rudbeck kæmper for, at førtidspensionister ikke skal straffes økonomisk for at få et fleksjob.
Anette Rudbeck kæmper for, at førtidspensionister ikke skal straffes økonomisk for at få et fleksjob. Foto: Privat foto
Vis mere

»Jeg synes, at man har pligt til at arbejde det, man kan, når der er et system, der samler en op, når man ikke kan. Jeg skal jo ikke sidde fast på en førtidspension, når jeg har mulighed for at arbejde lidt,« siger Anette Rudbeck, men tilføjer så:

»Men det kan ikke være rigtigt, at det ikke kan betale sig som førtidspensionist at begynde at arbejde i et fleksjob, fordi førtidspensionen bliver efterreguleret så hårdt.«

Samme oplevelse har førtidspensionisten Sofiia Matine Toft fra Vordingborg.

Hendes sag beskrev B.T. i torsdags.

Sofiia Matine Toft.
Sofiia Matine Toft. Foto: Privat foto
Vis mere

Anette Rudbeck har klaget til både Ankestyrelsen og Ombudsmanden. Men der er ikke tale om en juridisk fejl, fastslår begge instanser.

Der er snarere tale om dårligt politisk håndværk. For modregningen i Anette Rudbecks og alle andre førtidspensionisters førtidspension er en »utilsigtet konsekvens« af lovgivningen. Det har embedsmænd i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet råbt op om siden juli 2018. Uden at problemet er blevet løst.

Det kræver en forklaring, og den kommer her:

I slutningen af 2018 ændrede Ankestyrelsen på baggrund af en 'vejledende udtalelse' dateret 2. juli 2018 fra STAR praksis, så førtidspensionister, der får et fleksjob i løbet af året, fra og med slutningen af 2018 nu bliver modregnet i den førtidspension, de fik udbetalt samme kalenderår inden overgangen til fleksjob.

Før denne praksisændring skete der ikke modregning i førtidspensionen.

Praksisændringen betyder, at størrelsen på den månedlig udbetalte førtidspension i dag beregnes ud fra førtidspensionistens samlede indkomst i hele kalenderåret ud fra den såkaldte kalenderårsmodel, som blev indført i 2015.

Det betyder, at Anette Rudbeck og andre førtidspensionister, der i løbet af kalenderåret får et fleksjob, som giver en højere månedlig indkomst end førtidspensionen, nu bliver mødt med et krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt førtidspension.

Det fremgår af et svar fra Ankestyrelsen til B.T.

På jævnt dansk betyder det, at førtidspensionister nu bliver straffet økonomisk, når de sætter førtidspensionen på pause midt i et kalenderår og i stedet får et fleksjob, som ellers var et af hovedformålene med fleksjobreformen.

Praksisændringen modarbejder altså intentionen med reformen, da førtidspensionister ikke har noget økonomisk incitament til at tage et fleksjob midt i et kalenderår.

I samme svar til B.T bemærker Ankestyrelsen imidlertid, at STAR allerede i den vejledende udtalelse fra 2. juli 2018 »er opmærksom på, at reglerne om kalenderårsmodellen har den utilsigtede konsekvens«, at der sker modregning, »når en førtidspensionist i løbet af året overgår til fleksydelse«.

Med andre ord er STAR altså for tre år siden fuldt bevidst om problemet. I STARs vejledende udtalelse fremgår det endog, at STAR ser med så stor alvor på problemet, at:

»STAR er derfor ved at udarbejde et lovforslag med henblik på at ændre reglerne, for så vidt angår denne målgruppe.«

Det er tre år siden, at STAR nåede til den erkendelse. Men der er endnu ikke fremsat noget lovforslag.

Af et svar fra 10. marts i år fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til Beskæftigelsesudvalget fremgår det, at lovændringen lader vente på sig.

'Såfremt det viser sig, at praksis på området er i uoverensstemmelse med intentionerne, vil jeg selvfølgelig se nærmere på dette,' skriver Peter Hummelgaard.

Mens ministerens egen styrelse, STAR, altså har erkendt problemet for tre år siden og skriver, at den arbejder på en lovændring, befinder ministeren sig i marts i år altså i en afklaringsfase.

Peter Hummelgaards ord 'såfremt det viser sig' peger således frem i tid og ikke tilbage i tid på STARs erkendelse fra 2. juli 2018.

Ministerens svar kommer bag på professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen:

»Jeg kan kun undre mig. Meget. Jeg har meget svært ved at forstå ministerens svar fra marts i år, når STAR over to et halvt år tidligere meget klart har sagt, at der er et problem, som skal løses med en lovændring. Hvordan hænger det sammen?«

Det spørger SFs beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, også om.

Karsten Hønge (SF).
Karsten Hønge (SF). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Ministerens svar er jo en undvigemanøvre. Det svar er slet ikke godt nok. Han taler udenom, for problemet er jo erkendt for længst,« siger Karsten Hønge og tilføjer:

»Det er ubegribeligt. Det er meget provokerende for folk det her. For det modarbejder førtidspensionister motivation til at tage et arbejde. Det er helt håbløst.«

Til efteråret mødes forligspartierne bag den relevante lovgivning for at drøfte mulige ændringer af fleksjobreformen.

»Der vil jeg slå i bordet og kræve, at det her bliver lavet om. Det kan jeg garantere dig for,« siger Karsten Hønge.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

B.T. bad tirsdag beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard svarer på tre konkrete spørgsmål. B.T. har blandt andet andet spurgt, hvorfor hans svar til Folketinget ikke harmonerer med, at STAR identificerede problemet for tre år siden.

Det har han ikke svaret på. I stedet har sendt denne udtalelse til B.T.

»Regler skal ikke skal stå i vejen for mennesker, der lykkes med at komme tilbage på arbejdsmarkedet og skifte en tilværelse på førtidspension ud med et fleksjob. Vi skal undgå, at de oplever at blive straffet økonomisk. Samtidig skal vi finde en løsning, som både kan administreres og hænger sammen med de andre regler for indtægtsregulering,« siger han og tilføjer:

»Der er tale om en kompleks problemstilling. Siden den vejledende udtalelse fra styrelsen har ministeriet arbejdet med at afdække, hvordan der kan rettes op på forskellige udfordringer med den såkaldte kalenderårsmodel, så der kan findes en god og samlet løsning.«

Tilbage i Holbæk har Anette Rudbeck svært at forlige sig med, at problemet har været kendt i tre år, uden at det er blevet løst:

»Det er fuldstændig grotesk. Og det er et kæmpe svigt af førtidspensionister og de muligheder for at komme ud i et minifleksjob, som vi blev stillet i udsigt.«