B.T. bringer i dag historien om Sofiia Matine Toft fra Vordingborg, der efter et slemt tilfælde af stress, og PTSD som diagnose, i 2010 fik tilkendt førtidspension.

Det var ikke en ønskværdig situation, for Toft var glad for at arbejde.

»Jeg ville ikke pensioneres. Jeg ville ikke være førtidspensionist. Det har været svært for mig at acceptere, for jeg var sindssyg glad for mit arbejde,« forklarer hun selv.

Efter nogle år, hvor hun langsomt fik det bedre, var hun igen klar til at prøve kræfter med arbejdsmarkedet og skaffede på eget initiativ et deltidsjob hos en lokal optiker.

Forud forhørte hun sig hos kommunen, om hvorvidt der var noget, hun skulle være opmærksom på i den forbindelse. Det var der ikke, fik hun at vide.

Derfor begyndte hun i august 2019 igen at tjene nogle af pengene til dagen og vejen selv. Præcis som både 'systemet' og Toft selv ønskede det.

Men fordi hun også havde modtaget pension i samme kalenderår, fik hun i efteråret sidste år pludselig en regning på mere end 14.000 kroner, som skulle modregnes.

Det er klart, at ingen skal have for meget, men havde hun ventet med at begynde på det nye deltidsarbejde til 1. januar 2020, ville hun ikke have modtaget den store regning, som hun stadigvæk kæmper med at betale af på.

Men det giver jo ingen mening, at en person, der ønsker at komme i sving, skal vente flere måneder for at spekulere i at undgå modregning. Det er et grimt udtryk for 'systemet før mennesket'-tankegang.

Reelt straffes Toft i dette tilfælde for af egen drift at søge tilbage på arbejdsmarkedet i stedet for at affinde sig med fuld passiv forsørgelse.

Særlig urimeligt forekommer det, når hun ovenikøbet havde forsøgt at gardere sig mod ubehagelige overraskelser ved at søge vejledning hos kommunens sagsbehandler.

»Gennem næsten ti år har jeg kæmpet for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og så kan det altså ikke være rigtigt, at lovgivningen lægger snubletråde ud for folk, der gerne vil arbejde og bidrage,« siger Sofiia Matine Toft selv, og det kan faktisk ikke siges bedre.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har i en mail til B.T. skrevet:

»Hvis det viser sig, at praksis på området er i uoverensstemmelse med intentionerne, vil jeg selvfølgelig se nærmere på det.«

Det er vist ret klart, at det er tilfældet, så det løfte vil vi naturligvis holde Hummelgaard op på.

Ingen førtidspensionister bør straffes for at kæmpe sig tilbage til arbejdsmarkedet, hvis muligheden for det opstår.