Du kender måske fornemmelsen: Brød, der efterlader en skygge af syrlighed på tungen, for så at knase mellem tænderne og blive blødt og luftigt.

Lige netop den slags bagværk er med til at gøre den københavnske madscene helt særlig. Det mener i hvert fald mediet Washington Post.

I den forgangne uge blev Nørrebro kåret som den 'fedeste bydel i verden' af rejsemagasinet TimeOut, men allerede nu er rosestafetten givet videre.

»København er blevet en af verdens bedste bageri-byer. Mere specifikt er København blevet en af verdens bedste brødbyer, særligt når det kommer til surdej,« lyder det nemlig i Washington Post.

Bare inden for de seneste få måneder, er fire bagerier med fokus på surdej åbnet, skriver mediet, der blandt andet forklarer udviklingen med, at bagerierne fik lov at holde åbent under covid-19-pandemien.

»Nogle af de dygtige kokke har brugt nedlukningen til at revurdere og bytte det ofte stressende miljø og de lange nætter i restaurantkøkkenet ud med det bageriets mere rolige tempo,« skriver mediet og konkluderer, at det altså har medvirket til at sende de Københavns bagerier op i verdenstoppen.

Mediet fremhæver blandt andet bagerier som Mirabelle bakery, Hart Bageri og Juno the Bakery.

Men også surdejsbagværket fra nyere bagerier som Bageriet Benji, Rondo og Galst Bageri bliver fremhævet som noget, der kan få din gane til at juble.

Og ifølge det amerikanske medie, så er de Københavnske bagerier da også så gode, at der ikke er grund til at nøjes med ét om dagen. Hop på cyklen og kør fra det ene til det andet, lyder opfordringen.