Ud af i alt 12 kilder er det nu kun en general fra det syriske regime, der vurderer det sikkert for flygtninge at vende tilbage til det krigshærgede land.

De andre 11 kilder, som Udlændingestyrelsen bruger, fordømmer den danske beslutning om at sende syrere tilbage til hovedstaden Damaskus.

Tirsdag kunne B.T. fortælle, at otte kilder i en fælles udtalelse tog afstand fra de to danske rapporter, de havde medvirket i. Nu retter yderligere tre kilder kritik af rapporterne.

Den eneste kilde, som ikke fordømmer Danmarks hjemsendelse af syrere, er general Naji Numeir, leder af diktaturets immigrationsmyndighed.

General Naji Numeir fra det syriske regime er nu den eneste ud af Udlændingestyrelsens 12 navngivne kilder, der ikke har fordømt den danske beslutning om at sende flygtninge retur. På hans kontor hænger et billede af præsident Bashar al-Assad. Danmark har gentagne gange fordømt Assads overgreb mod sin egen befolkning. Pressebillede
General Naji Numeir fra det syriske regime er nu den eneste ud af Udlændingestyrelsens 12 navngivne kilder, der ikke har fordømt den danske beslutning om at sende flygtninge retur. På hans kontor hænger et billede af præsident Bashar al-Assad. Danmark har gentagne gange fordømt Assads overgreb mod sin egen befolkning. Pressebillede
Vis mere

De 11 andre kilder vurderer, at syrere risikerer at blive anholdt, forfulgt eller tortureret, hvis de sætter deres fødder i Syrien.

Mette Frederiksens regering har sat embedsværket til at revurdere, om cirka 500 herboende syrere stadig skal have beskyttelse i Danmark.

Indtil videre har 97 personer – heriblandt 20 børn – fået besked på at rejse tilbage til Damaskus.

Udlændingestyrelsens to rapporter fra 2019 og 2020 ligger blandt andet til grund for de afgørelser, men 11 ud rapporternes 12 navngivne kilder kritiserer kvaliteten af rapporterne. De er mangelfulde og i nogle tilfælde misvisende, lyder det.

»Vi fordømmer Danmarks beslutning om at sende syriske flygtninge retur under påskud af, at Syrien nu er sikkert,« siger Rami Abdurrahman, stifter af Syrian Observatory for Human Rights, som medvirker i den danske rapport.

Rami Abdurrahmans organisation meddeler, at det syriske regime foretager talrige anholdelser af tilbagevendte flygtninge under påskud af opdigtede beskyldninger.

En anden kilde fra udgivelserne supplerer:

»Rapporten var ikke professionel eller reel, og der var mange vildledende oplysninger, der blev brugt i forkert sammenhæng,« siger journalist Walid al-Nofal fra mediet Syria Direct, som også understreger faren ved at vende tilbage.

En tredje kilde, Fadel Abdul Ghany fra Syrian Network For Human Rights, forklarer, at han er citeret korrekt i rapporten, men at den er af dårlig kvalitet.

På baggrund af de nuværende forhold i Damaskus mener Fadel Abdul Ghany, at beslutningen om at sende flygtninge retur må være politisk og ikke fagligt begrundet.

»Det er ikke sikkert. Der er anholdelser, tortur og forsvindinger.«

Den syriske general Naji Numeir, der er leder af Syriens immigrationsmyndighed, er dermed den eneste navngivne kilde i Udlændingestyrelsens to rapporter, der mener, at det er sikkert at sende flygtninge retur til Damaskus.

General Naji Numeir fra det syriske regime siger som den eneste af Udlændingestyrelsens 12 navngivne kilder, at det er sikkert for flygtninge at vende tilbage til Damaskus. Pressebillede
General Naji Numeir fra det syriske regime siger som den eneste af Udlændingestyrelsens 12 navngivne kilder, at det er sikkert for flygtninge at vende tilbage til Damaskus. Pressebillede
Vis mere

Han er i rapporten fra 2019 citeret for at sige, at 'den syriske regering ikke vil forfølge eller anholde personer for at have opnået asyl i nabolande eller vestlige lande, fordi regeringen forstår, at de er flygtet fra krig'.

Den påstand bliver dog modsagt igen og igen af de andre kilder i rapporterne, der beretter om målrettede anholdelser af tilbagevendte flygtninge.

Det er Flygtningenævnet, der i sidste ende stadfæster, om de herboende flygtninge skal have lov til at blive.

Nævnet understreger, at de danske rapporter kun udgør noget af grundlaget for at vurdere, om der er sikkert nok i Damaskus.

20-årige Aveen Issa har fået afslag på opholdstilladelse. Hun er færdig med sin HF næste år og drømmer om at læse medicin. Men nu har hun fået at vide, at hun skal rejse tilbage til Syrien, hvor hun frygter at blive dræbt.
20-årige Aveen Issa har fået afslag på opholdstilladelse. Hun er færdig med sin HF næste år og drømmer om at læse medicin. Men nu har hun fået at vide, at hun skal rejse tilbage til Syrien, hvor hun frygter at blive dræbt. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

'Den aktuelle debat om grundlaget for Udlændingestyrelsens rapporter forrykker, som jeg ser det, ikke grundlaget for nævnets afgørelser i sager om personer fra Syrien', skriver formanden for nævnet, landsdommer Henrik Bloch Andersen.

Hvis de flygtninge med afslag på opholdstilladelse ikke frivilligt rejser retur til Syrien, skal de sidde i et udrejsecenter, da Danmark ikke tvangsudsender personer til Syrien på nuværende tidspunkt.

Efter B.T.s afsløringer i sagen har Socialistisk Folkeparti kaldt udlændingeminister Mattias Tesfaye i samråd, mens Enhedslisten har indkaldt ham til en hasteforespørgselsdebat i Folketinget.