17-årige Alexander har ikke altid heddet Alexander. Indtil han var 12 år, hed han Ally.

Det var faktisk allerede, da Alexander var ni år, han vidste, at han ikke identificerede sig med det køn, han var født med.

»Jeg har altid haft en idé om det,« siger Alexander til B.T. og mindes den dag, hvor det for alvor gik op for ham.

»Jeg havde grædt i noget tid, fordi jeg tror, det hele var for meget. Jeg havde fortalt en af mine venner, jeg ikke følte, jeg var en pige. Hun fortalte mig, at det ikke var sådan, jeg skulle føle, og at jeg bør lave pige-ting. Så brød jeg sammen og gik til mine forældre,« siger Alexander.

Hans forældre rådede dog Alexander til at vente med at skifte navn og stadig bruge noget tid på at tænke over det.

Men efter tre år havde han tænkt længe nok over det.

Da han var 12 år, tog han sig endelig sammen og fortalte til familie og venner, at han nu hed Alexander og ikke Ally. Og nu var han en dreng.

Det seneste år har Alexander gået på efterskole, og også her skrev han en e-mail til rektoren om, at han hed Alexander og var en dreng. Og det accepterede både elever og lærere.

Sådan så Alexander ud, da han var lille. Foto: Privat
Sådan så Alexander ud, da han var lille. Foto: Privat

»Der har ikke været nogen problemer. Alle har været meget åbne og søde,« siger Alexander.

Men på sit sygesikringsbevis er Alexander fra Køge stadig en pige. Og det er han træt af, når han i virkeligheden identificerer sig som en dreng.

Han ville ønske, at han kunne have skiftet køn juridisk, da han var 13 år gammel. Der mener han selv, at han var klar til at tage beslutningen.

Der var han nemlig teenager og havde stadig samme følelse, som da han var ni år.

Alexander. Foto: Privat
Alexander. Foto: Privat

Derfor glæder han sig meget til at blive 18 år, så det sidste ciffer i hans cpr-nummer endelig kan blive ulige.

Siden 2014 har det være lovligt for personer over 18 år at få et såkaldt 'juridisk kønsskifte' i Danmark.

Sidste år nedsatte den daværende regering et udvalg, der havde til opgave at se på, om det bør være muligt for personer under 18 år at foretage et juridisk kønsskifte.

Og nu vil et politisk flertal bestående af Enhedslisten, De Radikale, Socialdemokratiet og Venstre lave om på aldersgrænsen, så unge danskere som Alexander har muligheden for at ændre det sidste ciffer endnu tidligere.

Alexander føler sig som en dreng. Men fordi han kun er 17 år, er han officielt stadig en pige. Foto: Kristiane Bruun Becktoft
Alexander føler sig som en dreng. Men fordi han kun er 17 år, er han officielt stadig en pige. Foto: Kristiane Bruun Becktoft

Flere af partierne vil gerne lade sig inspirere af Norge, hvor det siden 2016 har været tilladt for børn over seks år at få et juridisk kønsskifte. Men en aldersgrænse mener Alexander dog der bør være. Netop en aldersgrænse på 13 år.

»Jeg tror, jeg ville have fortrudt, hvis jeg havde gjort det så tidligt og ikke ventet, til jeg var 13 år, hvor man er teenager, og ens krop begynder at ændre sig,« siger Alexander.

»Jeg synes, det er fedt, at folk står op for det. Men jeg synes ikke, det er rigtigt, hvis der ikke skal være nogen aldersgrænse. Der er mange børn, der ændrer deres holdninger på, hvordan de ser sig selv, og så kan det være, at mange unge skifter mening senere hen.«

Indtil videre må Alexander blive nødt til at bruge handicaptoilettet. Han har nemlig ikke lyst til at benytte sig af pigetoilettet, og samtidig er han ikke officielt en dreng endnu.